Sommeren 2024 var den varmeste i Europas historie.
Og det ser ud til, at sommeren i år kan lide en lignende skæbne – Europa står nemlig ifølge klimaforskeren overfor en brændende varm sommer.
Det skriver Dagbladet.
I hvert fald viser ny data fra Det Europæiske Meteorologisk Center ifølge mediet, at havtemperaturene i det tropiske Stillehav kan stige voldsomt i den kommende tid.
Hertil advarer Verdensmeteorologisk Organisation om endnu en sommer med rekordhøje temperaturer, skriver mediet.
Allerede i februar i år blev der nemlig målt varmt vejr, hvor 130 nye varmerekorder blev sat, lyder det videre.
Marianne Tronstad Lund, der er forskningsleder og klimaforsker ved CICERO, siger til mediet, at varmen fra vejrfænomenet El Niño ikke har en direkte konsekvens for europæisk klima og vejr, men eksempelvis kan medføre, at hedebølger bliver stærkere.
»Det, vi kan sige nu, er, at vi ikke har nogen grund til at tro, at denne sommer ikke vil slutte sig til rækken af de sidste ti års nye temperaturrekorder, lange tørkeperioder og skovbrande,« siger hun til mediet.
»Vi vil fortsat se ekstreme vejrbegivenheder, der er mere ekstreme end før – og som kan forekomme på tidligere tidspunkter i lande som Portugal, Spanien og Grækenland,« uddyber hun.
Samtidig understreger hun, at klimaforandringer og global opvarmning unægteligt vil påvirke temperaturerne i Europa.
Det er simpelthen blevet en del af sommermånederne, understreger klimaforskeren og ikke længere unormalt, at temperaturen i syden kan nå 40 grader.

