Det er hamrende koldt, og det betyder, at der er risiko for ekstra glatte veje.

I hele Danmark er der risiko for let isslag, og det får DMI til at udsende en advarsel til danskerne.

»Hvis nedbøren kommer som regn, giver det islag på vejene – og det giver nogle rigtig farlige vejbaner, fordi regnen fryser med det samme, at den rammer vejen,« siger Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Det er især i Jylland, at man skal være opmærksom på, at den våde vejbane fryser i løbet af natten.

På kortet kan du se de områder, hvor der er risiko for let isslag.
På kortet kan du se de områder, hvor der er risiko for let isslag. Foto: DMI
Vis mere

Det bliver mere skyet, fordi der er en varmefront på vej. Her kan den første nedbør over Jylland falde som isslag, og det giver meget glatte veje.

»Man skal virkelig passe på, når man kører, fordi mange steder kan det være rigtig glat,« siger Mette Wagner.

Men i løbet af mandagen vil risikoen for glatte veje sprede sig til Sjælland og Fyn.

Det er ikke kun DMI, der beder danskerne passe ekstra på.

»Da vi har våde veje i landsdelen, opfordrer vi bilisterne til at køre hjemmefra i god tid og holde afstand. Kør forsigtigt, og kom sikkert frem,« skriver Midt- og Vestjyllands Politi i et opslag på Twitter.

Chancen for en landsdækkende hvid jul svinder ind, oplyser DMI. Ifølge B.T.s hvidjulsbarometer er sandsynligheden for en hvid jul knap 5 procent.