Stormen Malik har ramt store del af Danmark - og især Nordjylland er ramt.
Her har man i Aalborg Lufthavn været nødsaget til at tage konsekvensen.
For lørdag aften er et fly blevet bedt om at vende om og flyve tilbage til København på grund af de store vindstyrker.
Det oplyser lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen til B.T.
»Op ad dagen havde vi ingen problemer, men her til aften er et fly vendt om og måtte tilbage til København. Derudover har vi et fly i Amsterdam, som lige nu afventer om det kan få lov til at lette og lande her i Aalborg,« forklarer han.
Derudover har de endnu et fly, som de lige nu afventer om kan lande senere på aftenen.
Stormen har i løbet af dagen givet få forsinkelser på afgange, men det er først nu, at den har resulteret i en aflysning.
Niels Hemmingsen gør opmærksom på, at de fortsat holder nøje øje med situationen.
De er mest bekymret for, hvordan situationen er i morgen tidlig, da det vil påvirke deres flytrafik hele dagen.
