»Det bliver koldt.«

Så køligt lyder det fra vagtchefen hos DMI Janne Hansen, når snakken falder på vejret i slutningen af denne uge og den kommende uge.

Der er kulde på vej fra Sibirien, når DMI ser lidt længere frem. Og det bliver koldt. Rigtig koldt.

»Vi får et omslag i vejret søndag/mandag. Og så bliver det køligt. Det koldeste, vi kommer ned på, er minus 12 grader i de centrale dele af landet, mens der enkelte steder, lokalt, kan komme temperaturer helt ned til minus 15 grader om natten,« siger Janne Hansen.

Det er med andre ord det midtjyske og midtsjællandske, der kan komme til at opleve de rigtig kolde temperaturer.

Sibirisk kulde

Det skal man så lægge sammen med, at vinden tager til. Så selvom dagstemperaturerne onsdag i næste uge, hvor det bliver koldest, vil ligge omkring minus fem grader, så vil det føles væsentlig koldere.

»Den sibiriske kulde onsdag bliver ledsaget af en tiltagende vind op til kuling. Og det giver en rigtig kold dag, onsdag,« siger den vagthavende.

Det er et højtryk fra nordvest, der driver den sibiriske kulde fra Rusland nedover Skandinavien og giver det spirende forår den kolde skulder.

Det er dog ikke kun kulde og vind, der er på vej. De dele af landet, som ligger ud til østvendte kyster, kan efter alt og dømme se frem til sne onsdag i næste uge.

'Nordfyn og strækningen fra Lillebælt op langs den jyske østkyst til Skagen dannes både skyer og hyppige snebyger. Det samme kan gøre sig gældende for Lolland/Falster og Sydhavsøerne, de dage hvor vinden måtte trække rundt i en mere østlig retning. Mest udsat er dog Bornholm, som ventes at kunne 'høste' endnu flere snebyger. Det kan stedvis kunne give et pænt tykt snedække,' lyder det blandt andet i DMIs seneste prognose for den kommende måned - herunder uge ni.

Kulden er samtidig kommet for at blive, og ifølge DMI vil landet fortsat være fanget i 'dybfryseren', når vi går ind i uge 10 - og meget tyder på, at kulden fortsat vil være over landet - med sne og slud til følge - i uge 11.