Mandag blev regn afløst af frost, og mange steder i landet betød det isglatte veje og et væld af cykelstyrt.

En af dem, der kom slemt til skade – og som nu klager over manglende saltning på vejene – er den 61-årige pædagog Tina Schjødt.

»Jeg skulle på arbejde kl. 8, men jeg kommer ikke ret langt væk hjemmefra, før jeg drejer af en vej, og så forsvinder cyklen under mig,« siger Tina Schjødt til B.T.

Hun arbejder som pædagog på en kommunal daginstitution i Hvidovre Kommune, og hun har efterfølgende klaget til kommunen for den ifølge hende »helt mystiske« mangel på saltning på vejene.

»Det var på Femagervej, hvor der ikke er cykelsti, men det er en skolevej, så der er også rigtig mange skolebørn på den vej, og det gør det næsten værre,« lyder det fra Tina Schjødt.

Hvidovre Kommunes Center for Trafik og Ejendomme anerkender nu overfor B.T., at man var for sent ude med saltningen mandag, da det var »vejrmæssigt en usædvanlig morgen«.

Hvidovre Kommunes Center for Trafik og Ejendomme beklager de mange ulykker og anerkender, at man fik saltet for sent overfor B.T.
Hvidovre Kommunes Center for Trafik og Ejendomme beklager de mange ulykker og anerkender, at man fik saltet for sent overfor B.T. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

»Vi beklager, at flere i Hvidovre faldt på cyklen på vej til skole eller arbejde,« lyder det i en skriftlig udtalelse.

Det gælder blandt andet Tina Schjødt, der faldt så grelt på sin cykel mandag morgen, at hun måtte have assistance udefra.

»Der kommer en sød dame, der er ude at lufte sin hund, som samler mig op, fordi jeg ikke rigtigt kan komme op eller gå selv. Jeg ramte lige på knæet, og det gjorde rigtig ondt, men jeg var nummer tre, hun havde set faldet på de 500 meter, hun havde gået,« fortæller Tina Schjødt.

Også på Hvidovre Hospital – hvor hun fik tid godt to timer senere, efter et opkald til 1813, efter hendes mand først havde hentet og kørt hende hjem – var der propfyldt med tilskadekomne.

»Jeg møder en helt masse, jeg kender på skadestuen, der også er faldet og har slået hånden og nakken, brækket armen eller halebenet,« oplister Tina Schjødt.

»Så de har rigtig travlt på skadestuen, og jeg venter i lidt over tre timer, mens de mennesker, der arbejder der, pisser rundt og undskylder den lange ventetid og prøver at tilkalde ekstra personale.«

Siden kom Tina Schjødt så til, og trods mistanken om en brækket knæskal, slap hun fra røntgenfotograferingen med et hævet og forstuvet knæ, foruden en sygemelding de næste to til tre ugers tid.

Og for Tina Schjødt, der er kommunalt ansat i en daginstitution i Hvidovre Kommune, er det et mysterium, hvorfor der ikke var saltet på de glatte veje mandag morgen.

Tina Schjødt fik forstuvet sit knæ kort efter, hun cyklede ud på Femagervej i Hvidovre Kommune mandag morgen. Foto: Privat
Tina Schjødt fik forstuvet sit knæ kort efter, hun cyklede ud på Femagervej i Hvidovre Kommune mandag morgen. Foto: Privat

»Der var ikke saltet nogen af de steder, jeg kørte eller hørte om, alle mulige steder i kommunen, også på hovedfærdselsveje,« siger Tina Schjødt.

B.T. har også talt med flere Hvidovre-borgere, der er styrtet i kommunen mandag, som bekræfter den manglende morgensaltning ved deres ulykkessteder på veje som Gl. Køge Landevej og Hvidovrevej.

Tina Schjødt har af samme grund både ringet og skrevet til Hvidovre Kommune for at spørge ind til og »brokke« sig over den manglende saltning.

»Jeg mener jo, at den, der ligesom er dén i forhold til snerydning og saltning, må følge det tæt. Jeg har stor forståelse for, at vejret kan slå om lige pludselig, men der har jo været glat hele weekenden, så det kan da ikke komme bag på dem,« mener hun.

Kommunen beklager: Vil tage ved lære af ulykkerne
Hos Hvidovre Kommune forsikrer man dog om, at man saltede mandag morgen – bare lidt for sent.

»Vi følger nøje vejret her i vinterhalvåret og gjorde det også natten mellem søndag og mandag. I lang tid vurderede vi – som mange af de andre kommuner i københavnsområdet – at der ikke var behov for saltning, men det ændrede sig sidst på natten, hvor vi satte gang i saltningen – både af vejbaner og cykelstier,« lyder det i svaret fra Hvidovre Kommunes Center for Trafik og Ejendomme.

»Det var dog lidt for sent i forhold til at nå rundt på alle veje og cykelstier inden morgentrafikken, og vi beklager, at flere i Hvidovre faldt på cyklen på vej til skole eller arbejde,« lyder det.

Hvidovre Kommunes Center for Trafik og Ejendomme minder desuden om, at det tager tid at komme hele kommunen rundt, og at der selv trods saltning kan være glat på diverse strækninger.

ILLUSTRATIVT. Flere steder i landet var der mandag isglatte veje. I Hvidovre Kommune anerkender man nu overfor B.T., at der blev saltet for sent, og man beklager de mange ulykker, det fulgte med sig.
ILLUSTRATIVT. Flere steder i landet var der mandag isglatte veje. I Hvidovre Kommune anerkender man nu overfor B.T., at der blev saltet for sent, og man beklager de mange ulykker, det fulgte med sig. Foto: Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix

Når der saltes og ryddes sne i kommunen prioriteres først de større indfalds- og omfartsveje, dernæst veje med gennemkørende og kollektiv trafik, for til sidst at salte vejene i den lokale nærtrafik, lyder det.

»Vi stræber efter, at cykelstier, hovedstier og skolestier bliver holdt farbare. Afhængigt af vejret tager det dog tid at komme rundt til alle vejene,« minder de ansvarlige om.

Det betyder dog ikke, at man i Hvidovre Kommunes Center for Trafik og Ejendomme ikke vil tage ved lære af mandagens mange ulykker.

»Belært af situationen mandag morgen vil vi i de kommende uger være ekstra opmærksomme på vejret og foretage præventiv saltning, hvis der er optræk til frost igen,« lyder det.