Fra lørdag formiddag får Danmark besøg af stormen Malik.

Og skal man tro udsigterne, så bliver det den kraftigste storm i landet i flere år.

Derfor indsætter Danske Beredskaber lidt over 1.800 brandfolk på vagt landet over gennem weekenden.

De er på vagt »[...] døgnet rundt over hele landet, og kan hurtigt rykke ud, hvis der opstår behov for hjælp.«

»Men vi håber naturligvis, at det ikke bliver nødvendigt i stor stil,« fortæller Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

DMI varslede her til morgen 'farligt vejr' i weekenden.

»Vi skal næsten to år tilbage, siden vi sidst havde storm i Danmark. Vi kan naturligvis ikke være 100 procent sikre på, at vi helt når kriteriet for storm, men vi føler os ret sikre på det,« sagde vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.

Og fredag formiddag udvider DMI nu varslet om storm med vindstød af orkanstyrke til at omfatte flere dele af Danmark.

I et nyt varsel fremgår det således, at også den nordlige del af Fyn, Sjælland og Bornholm rammes af de voldsomme vindstød, og ikke kun Nord- og Nordvestjylland som hidtil.

Da B.T. tidligere fredag var i kontakt med DMI, var meldingen også, at man godt kunne forberede sig på forhøjet vandstand i store dele af landet.

Og det er blandt andet netop det, at Danske Beredskaber er klar til at hjælpe med.

Med det voldsomme vejr kan der nemlig komme stormflod, væltede træer, løse genstand på afveje, strømafbrydelser og lignende.

DMIs varsel lyder foreløbig på »farligt vejr« og gælder fra lørdag klokken 16 til søndag morgen klokken otte.

I perioden kan der i den nordvestlige del af landet komme vindstød af orkanstyrke med en hastighed på 33 til 35 meter i sekundet.

»Det er en god idé at bruge nogle minutter på at gardere sig der hjemme – både for egen skyld, men også for naboens og omgivelsernes skyld. Storm kan skabe farlige situationer, og skader ved en storm kan være rigtig dyre,« fortæller Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber.

De har en række konkrete råd før stormen i en pressemeddelelse:

  • Bor man i hus, så ryd matriklen for løse genstande udenfor, eller spænd dem forsvarligt fast. Det er alt fra potter, større løse grene, havegrill, cykler, trampolin og hvad der findes der imellem. Tjek evt. taget for løse tagplader og -sten.
  • Luk alle døre og vinduer i huset, skuret, drivhuset osv. ordentligt, mens det stormer.
  • Er der risiko for oversvømmelse, så hav sandsække parat – du kan evt. hente dem hos dit lokale beredskab eller din kommune – og fjern vigtige ting og effekter fra kælderen.
  • Oplad mobilen, pc’en og andre elektroniske artikler helt, og hav gerne en opladet powerbank eller to også.

Andre læser også