På motorvejen E45 mellem Aarhus og Randers er der onsdag aften en kø på omkring 15 kilometer i snestorm. Det skriver TV 2 Østjylland.
Ifølge dem er der ingen tidshorisont for, hvornår det er muligt at komme fri. Nogle har siddet i bilen i over fem timer, oplyser Vejdirektoratet til TV 2 Østjylland.
Køen skyldes et uheld med en lastbil og en personbil, som spærrer motorvejen i nordgående retning. Uheldet skete omkring kl. 13.00.
Vagtchef ved Østjyllands Politi Dion Emdal oplyser over for B.T. at man er ved at have fjernet de forulykkede køretøjer, men at vejret har besværliggjort redningsarbejdet. Man kan endnu ikke oplyse, hvornår man forventer normal trafik igen.
Selvom flere borgere har siddet i bilen i mange timer, og der endnu kan gå noget tid før der er normal trafik på vejene, understreger Dion Emdal, at det er vigtigt, at folk bliver i deres biler.
»Man kan ikke forlade bilen og henstille den på motorvejen – dels er det ikke lovligt, og dels vanskeliggør det redningsarbejdet. Så det er ikke tilladt at parkere eller standse,« siger han.
Hvis man er løbet tør for el, benzin eller diesel, og ikke kan holde varmen i sin bil, opfordrer Dion Emdal til, at folk søger ly i andres biler. Dog er det vigtigt, at man ikke går længere væk, end at man stadig har opsyn med sin egen bil, fortæller han.
B.T. har modtaget spørgsmål om, hvorvidt det er lovligt at overnatte i bilen, hvis man ikke kommer væk fra motorvejen. Det må man ikke, oplyser Dion Emdal.
»Selvfølgelig er det naturligt at man sidder og hviler sig i bilen, men det er ikke tilladt, eksempelvis at parkere bilen i nødsporet, da det besværliggør redningsarbejdet,« siger han.
Du kan følge B.T.s dækning af onsdagens vilde vejr her.