100.000 danskere får advarsel: Skybrud og torden kan ramme i nat
Lørdag bød på rekordhøje temperaturer flere steder i landet – men nu vender vejret markant.

Lørdag bød på rekordhøje temperaturer flere steder i landet – men nu vender vejret markant.

Natten til søndag kan blive en meget våd affære.
TV 2 Vejret varsler risiko for skybrud, kraftige tordenbyger, hagl og hårde vindstød hen over natten og søndag morgen.
Derfor har Alm. Brand sendt en sms-advarsel til 100.000 kunder i de områder, hvor risikoen for skader vurderes at være størst.
Det skriver Alm. Brand i en pressemeddelelse.
Ifølge vejrudsigten kan der lokalt falde mellem 20 og 35 millimeter regn på kort tid, og de kraftigste byger kan udvikle sig til skybrud med risiko for oversvømmelser.
»Når der er udsigt til kraftig regn og skybrud, kan få og enkle tiltag gøre en stor forskel,« siger Jan Graversgaard, vicepræsident for Bygning og Bolig i Alm. Brand.
Forsikringsselskabet opfordrer blandt andet kunderne til at rense tagrender og afløb, lukke vinduer og døre samt flytte værdifulde genstande væk fra kældergulvet.
Selvom de seneste uger har været varme og tørre, kan det ifølge Alm. Brand øge risikoen for oversvømmelser.
»Meget tør jord har ofte svært ved at optage store mængder vand hurtigt nok. Derfor kan regnen samle sig på overfladen og skabe oversvømmelser omkring boliger, i haver og i kældre,« siger Jan Graversgaard.