To danske studerende deltog for nylig i VM i hukommelse, ’World Memory Championships’. Se en video med imponerende eksempler på, hvad de to klæbehjerner kan huske, og lær selv om hukommelsestræning og husketeknikker.

Vores samfund bygger i stigende grad på ekstern hukommelse, som fritager os fra at bruge vores egne hjerner til at huske: Stort set alt kan slås op på Google, og din mors fødselsdag og kærestens telefonnummer ligger i mobilen.

Derfor kan det måske virke unødvendigt at træne sig op til at huske alenlange tabeller eller memorere et helt kortspil, skriver Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk: Findes der fotografisk hukommelse?

Ikke desto mindre er det netop, hvad to kandidatstuderende fra Aarhus Universitet - matematikstuderende Mark Aarøe Nissen og datalogistuderende Jørgen Fogh - har gjort i forbindelse med, at de for nylig deltog i verdensmesterskaberne i hukommelse, ’World Memory Championships’, der blev afholdt i London.

I videoen på Videnskab.dk kan du se imponerende eksempler på, hvad de to klæbehjerner kan huske.

Du får også et par gode råd til, hvordan du selv lærer at blive bedre til at huske. En god hukommelse kræver nemlig ikke nødvendigvis særlige evner eller en tårnhøj intelligens, men derimod specielle teknikker og en god fantasi.

Vores kreativitet afhænger af hukommelsen

Ifølge de to studerende er det langt fra ligegyldigt at træne sin hukommelse. Hjernens evne til at huske giver os nemlig en lang række evner, som vi måske er ved at glemme at huske at sætte pris på.

- I den verden, vi lever i i dag, kan man måske blive i tvivl om, hvorfor man skal have en god hukommelse. Hvis der er noget, man er i tvivl om, kan man jo bare slå det op på Google. Men en computer kan ikke opfinde noget på samme måde, som den menneskelige hjerne kan, siger Mark Aarøe Nissen.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor kan det være svært at huske ord?

Jørgen Fogh supplerer:

- Kreativitet handler meget om at sætte idéer sammen fra flere forskellige steder. Det kræver, at man har de idéer inde i hovedet. Det er ikke nok, at man kan slå dem op på Google, siger han.

Læs også på Videnskab.dk: Kvinder husker samtaler bedre end mænd

Også Professor i filosofi, Lars-Henrik Schmidt fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, lægger vægt på, at der er langt mere på spil end imponerende evner til at lære uden ad.

Han advarer derfor mod den udvikling, hvor teknologiske hjælpemidler overtager vores evne til at huske.

- Teknologi betyder jo en aflastning af hukommelseskapaciteten. Det, tror jeg, er et problem, fordi med hukommelseskapaciteten mister vi noget, man ikke er så opmærksom på, nemlig vores proportionssans. Det kan betyde, at folk ikke kan købe ind mere, uden de har en lommeregner med, fordi de ikke hober oplysningerne op løbende, som man gjorde tidligere: Hvad er der i kurven nu, så hvor meget har jeg brugt, siger Lars-Henrik Schmidt i videoen.

Se meget mere om fordelene ved at bruge pæren i stedet for mobilen og Google i videoen på Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Træning, der fjerner fedtet

Hvor længe kan man holde sig vågen?

Kan man blive syg af at gå udenfor med vådt hår?