En hvid masse, som arkæologer fandt for nogle år siden i et gammelt egyptisk gravkammer, har nu vist sig at være en af de ældste oste nogensinde. Det skriver BBC News.

Osten blev fundet i en ødelagt krukke i Ptahmes' gravkammer lidt uden for Cairo. Fundet er helt unikt, da der aldrig før er fundet beviser på, at ægypterne producerede ost, skriver forfatterne til en videnskabelig artikel udgivet i Analytical Chemistry.

»Det analyserede materiale er højst sandsynligt den ældste, arkæologiske, faste rest af ost nogensinde fundet,« siger dr. Enrico Greco fra universitetet i Catania, Sicilien, til BBC News.

»Vi ved, at den mest består af fåre- og gedemælk, men det er virkelig svært at forestille sig en bestemt smag.«

Forskerne fandt også rester af bakterien 'brucella melitensis', der kan forårsage sygdommen brucellosis, som også findes i dag.

Ptahmes var en højt rangerende embedsmand under farao Seti og hans efterfølger Ramesses II, og han var borgmester i den gamle by Memphis. Gravkammeret blev fundet i 1885 ved Saqqara necropolis, men gik tabt under sandet og blev genfundet i 2010.