Stort set hele sit liv har 11-årige Bella Burton fra Massachussets i USA været afhængig af sine krykker og sin kørestol. Lige indtil den dag pigens forældre anskaffede sig George. En sort-hvid grand danois med en kampvægt på knap 60 kg.

Med George ved sin side har den 11-årige pige formået at trodse den sjældne genetiske sygdom, som hun har lidt af siden 2-årsalderen. Sygdommen, der går under navnet morquio-syndrom, er en lidelse, som angriber knoglerne og begrænser evnen til at stå på benene.

For et år siden kunne Bella Burton ikke gå. Hun var afhængig af sin kørestol og måtte bruge krykker, når hun endelig skulle rejse sig op.

Men efter at familien for ét års tid siden anskaffede sig George, har grand danoisen og den 11-årige pige været uadskillelige. Familiens hund har tilmed fået Bella Burton til at slippe taget på sin kørestol og sine krykker. Nu bruger hun i stedet George til at støtte sig op ad, når hun skal fra a til b. Det skriver The Telegraph.

»Jeg læner mig op ad ham som en krykke. Jeg havde kørestole, canadiske krykker, almindelige krykker, og så fik vi George, og jeg droppede mine krykker og begyndte at bruge ham,« fortæller den 11-årige Bella Burton til den amerikanske tv-station ABC News.

Bella Burtons mor vurderer, at grand danoisen har været meget bedre end nogle af de behandlinger, som den lille pige ellers kunne undergå. Bl.a. er den 11-årige pige nu blevet i stand til løbe og lege udenfor, fortæller Rachel Burton, der har oprettet Facebook-siden 'Bella and George', hvor hun indimellem offentliggør billeder af de to, men hvor man også kan følge den 11-åriges kamp mod sygdommen.

Grand danoisen George er en servicehund, der er specialtrænet til at assistere handicappede. Derudover er han en meget loyal familiehund, fortæller Rachel Burton, der er mor til 11-årige Bella Burton:

»Han vejer 59 kg., og hun vejer 19 kg., men han er bare så fredelig omkring hende. Og han gør alt, hvad hun siger,« fortæller moderen til den lokale avis Home News Here.

Faktisk har grand danoisen George haft så god en indflydelse på den 11-årige pige, at han har vundet en pris. Det er den amerikanske kennelklub, der har valgt at ære hunden med en pris for 'hundeudmærkelse'.