For nogen ligger det måske ikke lige i kortene. Men den røde hårfarve, der typisk kommer som tro følgesvend med en bleg hudtype 1, kan faktisk betyde, at du er genetisk overlegen.

Undersøgelser på Aalborg universitet viser at det lille gen kaldet MC1R, som forårsager den flammende røde hårfarve, har en række ekstraordinære egenskaber med sig i bagagen. Og det er ikke et iltert temperament, som nogle rygter ellers går på. Det skriver Illustreret Videnskab.

For selvom rødhårede førhen har ry for at kunne tåle mindre smerte end andre, og derfor behøver ekstra bedøvelse, så er det ikke hele sandheden. Undersøgelser fra Aalborg universitet viste allerede i 2012, at det kun er nogle typer smerte, som rødhårede er ekstra følsomme overfor. Det gælder smertetyper såsom tandsmerter og ekstrem kulde.

Omvendt er der også smerter, som rødhårede udholder bedre end andre mennesker. Vores rødhårede medmennesker er f.eks. mere modstandsdygtige overfor stik, pres og brændende fornemmelser af ekstrem stærk mad.

Den samme dobbelthed gælder medicin og lægemidler. Rødhårede er på den ene side sværere at bedøve, men på den anden side har de også vist sig at reagere bedre end gennemsnittet på nogle typer medicin.

Men det er ikke det hele. Den røde hårfarve kan også have betydning for, hvad du har mellem ørene. For en britisk-amerikansk undersøgelse viser, at rødhårede har fire gange højere sandsynlighed for at blive administrerende direktører end andre inden for samme demografi.

Så er din chef rødhåret, så kan det altså være farven på toppen, der gør, at han og ikke du har fået stillingen.

Rødhårede mennesker er desuden globalt set en sjældenhed. Forskere anslår, at maksimalt to procent af verdens befolkning har røde lokker.