En ulykke, men solidt og sammenfiltret er bare nogle af de tillægsord, som en frisør, der flere gange har sat den republikanske præsidentkandidat Donald Trumps hår, nævner i et interview.

Amy Lasch fortæller alle detaljer om kandidatens hårpragt, der lige siden 1980'erne ikke har ændret sig en tøddel, og som har mystificeret amerikanerne i et interview, skriver Mirror. For er hårpragten ægte? Har han toupé? Og har han fået en hårtransplantation? Det er bare nogle af de spørgsmål, som har stået ubesvarede hen.

Og ja, det er hans eget hår, fortæller kvinden, som har arbejdet på settet til programmet 'The Apprentice USA,' som Donald Trump har medvirket i.

»Han har virkeligt langt hår, og han reder det tilbage,« siger hun og kommer med svaret på det helt store spørgsmål.

»Han sætter det selv. Det er ægte, og det er hans eget hår - han har ikke fået en transplantation.«

Den 70-årige Trump bruger så meget hårspray for at sætte sin signaturfrisure, at det er fuldstændigt solidt og sammenfiltret. Fagligt får han meget hårde ord med på vejen for sin private indsats for sit hår.

»Da jeg kiggede på hans hår, kunne jeg se, at det ikke var en frisør, der klippede det. Det var skræmmende. Det var bare klippet i en lige linje.«

Hun fortæller også, at håret er farvet, men at det må være nogle fra politikerens inderste omgangskreds som hans kone eller datter, der farver og klipper det, for det virker helt uprofessionelt.

»Hårfarven var helt inkonsekvent. Det var ikke gjort korrekt. De havde bare farvet det på toppen og nedenunder var det ikke farvet ordentligt.«

Hårartisten afslører også, at Donald Trump ankom til settet med håret sat, og at det var umuligt at ændre på frisuren på grund af alt den hårspray.

»Jeg forsøgte at rede bagsiden af håret og siderne en lille smule. Men det var filtret helt sammen for at sidde på plads. Jeg tappede på det med kammen, men det faldt bare tilbage på plads igen.«

Hun fortæller også, at den måske kommende præsident for det Republikanske parti var meget kommanderende over for alle på settet.

»Hvis du er på hans side og gør det godt i hans øjne, så er alt godt. Hvis du ikke gør, så er det svært.«

Amy Lasch mener, at Donald Trumps hår også repræsenterer afvigelser i hans personlighed i og med, at han ikke har ændret en tøddel på det siden 1980'erne og derfor er bange for forandring.

Og det er ikke de eneste hårde ord, som forretningsmanden får med på vejen om sin personlighed fra frisøren. Hun mener nemlig, at han er både sexist og lever af at få kvinders opmærksomhed ved at flirte uhæmmet og upassende med dem.

»Da han var på 'The Today Show' en dag, opholdt han sig i make up-rummet. Han stod ved siden af døren og gav mig et skævt smil. Han rystede lidt på hovedet, som om han sagde; 'det er mig, glo.«

Men når hun ikke gad lægge mærke til ham og flirte, var han helt ligeglad med, hvem hun var. Den vrede frisør kommer i interviewet med en harmdirrende afskedssalut til præsidentkandidaten.

»Jeg mener, han er sexist - og jeg mener, han er fremmedhader. Han er kritisk over for grupper, som ikke ligner ham selv, og det inkluderer kvinder og illegale indvandrere. Han vil gerne imponere kvinder, og han higer efter deres anerkendelse.«