Fridykker Stig Åvall Severinsen satte lørdag rekorden i langdistancesvømning under is. Det skete på Kundsø i Ry - kun iført badebukser

- Det er spændende at komme ud at se naturen fra en anden vinkel. Det er et lille eventyr, siger Stig Åvall Severinsen om grunden til rekordforsøget.

Fridykkeren, der er kendt fra dokumentaren 'Drømmen om dybet', skulle svømme 60 meter for at slå rekorden, men tog hele ti meter mere.

- Jeg overvejede om, jeg skulle vende om og svømme tilbage igen, griner han, mens den nedkølede krop skifter farve til rød.

GALLERI: Se mange flere billeder fra rekordforsøget her


Superman

Forestil dig jubelscenerne man som sofasportsmand så ofte ser ved OL.

Vinderen løber ned af langside med hjemlandets flag blafrende over skuldrene som Superman.

Sådan ser det næsten ud, da fridykker Stig Åvall Severinsen løber forbi publikum.

Men hvor sportsfolk løber for at modtage publikums hyldest, løber Stig Åvall Severinsen nok lige så meget for at få varme i kroppen og for at komme ned til sit tøj.

Han har nemlig slået Guinness Verdensrekord i langdistance svømning under is kun iført små blå Speedo badebukser.


Som på Mallorca

Turen under isen blev tilbagelagt på kort tid, og Stig Åvall Severinsen havde endda så meget overskud, at han kunne ligge ved isens kant, som en ægte Mallorca turist ved hotellets pool, og nyde publikums hyldest.

Nu står han og tripper med bare tærer på et lille gult håndklæde.

- Jeg har det faktisk godt, men jeg skal lige have fingrene i gang, siger han.

Med frosne hænder og et stort smil kæmper den nye rekordholder med at få tøjet på.

- Det var en dejlig tur. Jeg lå (under isen red.) med et smil på læben, fortæller han.

Stig Åvall Severinsen ved ikke, hvad næste rekordforsøg bliver, men en ting er han dog sikker på.

- Næste gang bliver det i varmt vand.