Stråtækkere fik sig noget af en overraskelse, da de skulle lægge nyt tag på en gammel slægtsgård på Als. I det gamle stråtag gemte der sig nemlig ældgamle pengesedler.

Det skriver auktionshuset Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

Det var en blikdåse, som fangede tre tækkemænds opmærksomhed under tagrenoveringen. Godt gemt væk i stråtaget skjulte dåsen 36 hundredekronesedler fra perioden 1924-1940.

Ejeren af den sønderjyske slægtsgård gætter på, at det må være hans bedstefar, der i sin tid har gemt pengene der:

»Han havde jo oplevet første verdenskrig og ville sikre sig. Jeg tror, at pengene stammer fra dengang vejen til Fynshav og Guderup blev lagt sammen gennem min bedstefars marker, som i den forbindelse blev solgt til staten for et større beløb.«

Bedstefaren døde dog pludseligt i en alder af 60 år, og det tænkes, at det er derfor, at pengene aldrig blev hentet ned fra stråtaget igen.

Nu skal 34 sedler sælges over flere auktioner hos Bruun Rasmussen, der fortæller, at pengene er i en flot stand på trods af at have befundet sig omtrent 75 år i det gamle tag.

De første sedler kommer under hammeren søndag den 1. april.

To resterende sedler bliver i familien som minde om fundet.