Dyrenes fantastiske, forunderlige og til tider brutale verden bliver ved med at forbløffe og fascinere os mennesker. Nu har en højdramatisk jagt på liv og død fra BBC Earth's helt ny dokumentarserie 'Planet Earth 2' taget nettet med storm og efterladt seere verden over med hjertet helt oppe i halsen.

I den lidt over to minutter lange scene må en nyudklækket havleguan se sig omringet af adskillige slanger på en strand, hvor de stejle klipper gør det særdeles svært at slippe væk fra de glubske rovdyr. Ikke desto mindre gør den lille fyr et ihærdigt forsøg. Den dramatiske underlægningsmusik, nærbillederne og den Hollywood-agtige klipning får seeren til at sidde helt ude på stolekanten, mens den hæsblæsende jagt står på.

Scenen er på Twitter blevet hyldet som den »måske bedste scene i en dokumentar nogensinde« i et tweet, der i skrivende stund er blevet delt mere end hundredetusind gange..

Du kan se, om øglen slipper væk med livet i behold her:

Manden bag scenen er da heller ikke blank for at erkende, at han lod sig inspirere af filmens verden, da han klippede den sammen.

»Jeg er lidt af en filmfanatiker, så jeg finder inspiration alle mulige steder fra,« siger Matthew Meech til The Independent og erklærer sig som stor fan af gysets mester Alfred Hitchcock.

Filminstruktører som Christopher Nolan, Martin Scorsese og Steven Spielberg er blandt dokumentarinstruktørens andre inspirationskilder, fortæller han. Og noget tyder på, at Matthew Meech har ramt helt rigtigt med sin actionfilm-agtige klipning. Folk verden over hylder netop nu scenen som noget af det bedste fjernsyn, de nogensinde har set:

Scenen er optaget på Galápagosøerne, som er det eneste sted i verden, hvor der lever havleguaner. Den stammer fra det første af i alt seks afsnit i den nye serie 'Planet Earth 2', som havde premiere på BBC Earth i søndags. I alt byder programmerne på filmoptagelser fra 117 forskellige lokationer i 40 lande. De er optaget over en periode på tre år.

Ifølge Jyllands-Posten har DR meddelt, at de har købt rettighederne til 'Planet Earth 2', hvor værten er naturfilmens levende legende, 90-årige sir David Attenborough.