Eksperter mener, det er en usund trend.

"For evigt varede ikke så længe, som vi havde forventet, men det var en smuk rejse, vi tog. Jeg tror, det er sådan her, betingelsesløs kærlighed ser ud. Det fungerede ikke for os, men vi er stadig håbløse romantikere, og jeg ville ikke ændre noget som helst. Jeg har oplært ham super godt, men beklager damer, han er allerede taget. Hvad angår mig, skal jeg ud og købe en kat."

Det er tre uger siden Heather Featherweight blev skilt. Og tre uger siden, hun postede et billede af sig selv og sin eksmand på Instagram. Det er her, vi deler nyheder om graviditeter, nybagte kager, kæledyr, indkøb til garderoben – og nu åbenbart også skilsmisser. For Heather Featherweight og hendes eksmand er ikke det eneste par, der har valgt at bruge det sociale medie til at annoncere deres skilsmisse. Der viser sig lige nu en digital tendens, hvor nyskilte deler billeder af sig selv lige efter, de har sat underskriften nederst på skilsmissepapirerne. Og det sker ikke med tårer i øjnene – der er store smile hele vejen rundt, når du søger på hahstagget #divorceselfie.

LÆS OGSÅ: Jesper delte sit "crush" på Facebook, og så skete dette...

Du er blot en stenaldermand med en iPhone
»Folk tænker, at det kommer andre for øre, at vi er blevet skilt, så hvorfor ikke kontrollere historien selv«, siger ekspert i sociale medier Thomas Bigum.

»Det kan foregå på et dybt underbevidst niveau, men lysten til at styre sin egen identitet er ekstrem stærk. Når vi ikke styrer vores egen identitet, og folk putter lables på os, bliver vi alt fra kede af det til utrygge og ensomme«, siger han.

Ifølge Bigum handler vores brug af sociale medier nemlig om identitetsdannelse. Og selv om vi lever i en digital tidsalder, hvor vi luner os ved lyset fra vores smartphones, er vores opførsel i virkeligheden ikke så forskellig fra den gang i stenalderen, hvor det var lejrbålet, vi samledes omkring. Vores instinkter er de samme.

LÆS OGSÅ: Her er de 7 hyppigste årsager til, at vi går fra hinanden

»Vi har en urkraft i os, der er baseret på, at vores rolle i en større flok defineres ved, at vi sætter lys på det, vi synes, vi vil defineres som og mørklægge det, vi ikke synes, flokken skal se os som. Så hvis flokken skal se os som glade og skilte, kan det få nogle til at trække de sociale medier frem og lave den selfie«, forklarer Thomas Bigum.

Der er selvfølgelig også de, der ikke har lyst til at blive definerede som fraskilte:

»Der er nogen, der har en underbevidsthed, der fortæller dem, at det her gemmer jeg lidt for mig selv, for jeg er i tvivl om, hvordan det vil blive modtaget. Vil folk udstøde mig? Er jeg en taber? Nogle vil sige: "Jeg er slet ikke en taber, faktisk er der nye chancer for, at jeg kan lave børn og overleve«, siger social media-eksperten.

Han mener, at det især er nyskilte med en stærk selvtillid, der deler skilsmisseselfies.

Ingen er lykkelig midt i en skilsmisse
»Det stemmer meget godt overens med hele vores selviscenesættelse, og at vi kun fremviser de positive sider af vores liv. Når man iscenesætter sig selv, gør man, hvad man kan for at holde sig selv oppe, så man også kan leve op til det, man lader sig fremstå som«, siger parforholds- og skilsmissecoach Mette Hinnerskov og fortsætter:

»Men jeg har nu aldrig mødt nogen, som står midt i en skilsmisse og ikke er dybt frustrerede, kede af det og virkelig pressede. Jeg synes, vi skal passe på ikke at gøre en skilsmisse til noget let walk over-agtigt: Den ene dag vælger vi at blive skilt, og den næste dag er vi lykkeligt videre. Sådan er virkeligheden ikke«, siger hun.

Sexolog Jakob Olrik, giver skilsmissecoachen ret.

»Det er præcis, som når man publicerer alle sine løbebilleder og hele tiden skal fremtone sig selv som en eller anden succes, der har styr på det hele, og nu også sin skilsmisse«, siger han.

Ifølge Olrik findes der højst sandsynligt skilsmisser, der med tiden kan udvikle sig til venskaber, men vejen der til er hård. Ellers havde dit ægteskab og jeres dybe følelser for hinanden ikke betydet noget i første omgang.

LÆS OGSÅ: Kristina ville redde sit ægteskab - men så mødte hun sin ungdomskæreste

- Vi bliver nødt til at anerkende, at det er hårdt, og at der er nogle sårede følelser i det, som vi skal græde ud af. Jeg synes, det er en god idé at gå efter en lykkelig skilsmisse forstået på den måde, at før eller siden skal vi lande et sted, hvor vi kan kigge hinanden i øjnene og sige tak for alt det, der var. Det er jo positivt, at man har den indstilling, siger sexologen.

Men faren er, at vi kommer til at gå mere op i, hvordan det tager sig ud udefra, end rent faktisk at arbejde på at blive lykkelige eksægtefolk, mener han også.

Især hvis der er børn i forholdet, kan det være usundt at forsøge at fremstå som glade nyskilte, mener Mette Hinnerksov.

- Jeg vil altid appellere til, at man er nærværende i form af at lytte til sine egne følelser, men også have fokus på sine børn, som jo ofte er en del af skilsmissen. Jeg synes, det sender et meget forkert signal overfor børnene, hvis man lader sig selv fremstå som lykkelig, siger hun.

Det kan have den konsekvens, at dine børn ikke tør vise, at de er kede af det. Hvis du lærer dem at gemme deres følelser væk, kan det betyde, at de ender med at blive meget mere ulykkelige og får svært ved at knytte nye relationer, mener skilsmissecoachen.

Vi skal øve os på at gå fra hinanden
Men der kan også være noget positivt i at fortælle omverdenen historien om den lykkelige skilsmisse, mener Jakob Olrik. For lige som vi ved, at følelsen af at forelske sig i et nyt menneske, vi har mødt, er fantastisk, må vi også erkende, at der ofte følger en anden og knap så rar følelse med, hvis og når vi senere går fra hinanden igen.

»Vi skal lære at være lige så gode til at skilles, som vi er til at mødes, og det er ikke noget, vi har øvet os så meget på. Vi har primært fået at vide, det handler om at mødes. Det bliver gjort til mange romantiske ting, som man også kan lave selfies om. Derfor er der noget positivt i at begynde at tænke i, at vi selvfølgelig skal være lige så gode til at skilles, som vi var til at mødes. Fordi det ikke lige går mellem os af den ene eller anden grund, skal vi jo ikke fyldes af sorg og had«.

LÆS OGSÅ: Få styr på de 5 største problemer i parforholdet og undgå skilsmisse

LÆS OGSÅ: Det lyder måske tosset, men disse 36 spørgsmål kan gøre dig forelsket

LÆS OGSÅ: Karina tog imod en seddel fra en mand i toget - og så skete dette...