To cyklister fik sig en ubehagelig overraskelse, da de var på cykeltur på Mulholland Highway i Malibu, Los Angeles. Stedet er en legeplads for motorcyklister på alle niveauer på grund af de mange sving og kurver. En af dem havde måske bare lidt for meget fart på, da han sidste lørdag var ude for at lufte sin kværn.

I hvert fald overså han fuldstændigt to motionerende cyklister og torpederede dem begge ned bagfra. Mirakuløst kom kun en af cyklisterne til skade, uden at det dog var livstruende.

I videoen nedenunder kan man se og høre chokerede tilskuere til ulykken, der kommer hen og hjælper den tilskadekomne cyklister.

- Der er ikke noget, der bløder vildt meget... Undtagen den arm. Hold den nede, siger en af de hjælpende folk.

Lidt efter kommer ambulancefolk til og får hjulpet den tilskadekomne cyklist på benene.

Selvom ingen af cyklisterne kom alvorligt til skade, skal de nok ud at investere i nye cykler eller af med en mindre formue til et cykelværksted.