Man skal ikke skue hunden på hårene. Det er også tilfældet med spinkle Molly Schuyler.

Hun har nemlig verdensrekorden i bøf-spisning på tid, skriver nyhedssitet omaha.com

To minutter og 44 sekunder tog det hende at indtage en bøf på to kilo. Vi lader den lige stå: to kilo på under tre minutter!

Dermed slog hun den tidligere verdensrekord, der blev sat af bodybuilderen Peter Czerwinski, der kværnede den medium-stegte sag på seks minutter og 48 sekunder. Rekorden blev sat på restauranten Sayler's Old Country Kitchen i Portland, Oregon.

Stedet har i årevis haft udfordringen, der også tæller pomfritter og diverse tilbehør, på menuen.

Hvis man tager udfordringen, skal måltidet indtages i løbet af en time, hvor man ikke må rejse sig fra bordet. Hvis det lykkes får man til gengæld hele moletjavsen gratis. Kun 579 har fuldført missionen, hvoraf blot otte er kvinder.

Det var dog en smal udfordring at hapse sig gennem menuen, for Molley Schuyler er professionel konkurrence-spiser med kontrakt hos organisationen All Pro Eating. Velbekomme!