Da amerikanske Jessica Allen besluttede sig for at blive rugemor, havde hun ikke i sin vildeste fantasi regnet med, at det skulle blive startskuddet på en lang kamp for at få lov til at beholde sin biologiske søn.

Det skriver New York Post.

Jessica Allen og hendes partner Wardell Jasper fra Californien i USA var forældre til to drenge, og havde ikke planer om at få flere børn lige foreløbigt, da den 34-årige amerikaner tilbage i efteråret 2015 bestemte sig for at blive rugemor.

De 30.000 dollars, svarende til knap 200.000 danske kroner, hun ville tjene på at bære en anden kvindes barn, skulle gå til et nyt hjem til hendes lille familie.

Jessica Allen blev tilknyttet surrogat agenturet Omega Family Global, hvor hun blev sat i forbindelse med et kinesisk par ved navn Liu, som ønskede at ansætte en amerikansk rugemor, da det er ulovligt at bruge rugemødre i Kina.

I april sidste år blev den 34-årige amerikaner gravid med parrets barn. Under graviditeten skete der noget, som sjældent sker - hun blev gravid med sit eget biologiske barn, uden selv at være klar over det.

»Til en scanning seks uger inde i graviditeten sagde min læge pludselig: 'Jeg kan se, at der er to fostre. Jeg blev lidt bange, men jeg fik at vide, at Liu-parret var rigtig glade for at skulle have tvillinger,« siger Jessica Allen til New York Post.

Spædbørnene Mike og Max kom til verden ved et kejsersnit i december sidste år og blev taget fra Jessica Allen kort efter fødslen, inden hun fik mulighed for at se dem.

Helt forskellige

En lille måneds tid efter fødslen, modtog hun en besked fra det kinesiske par. De sendte et billede af børnene, og skrev: 'De er ikke ens, er de? Har du tænkt over, hvorfor de er forskellige?'

De nybagte forældre besluttede sig for at få DNA-testet drengene, og resultatet var nogen overraskende: Mike var asiat med Liu-parrets gener, mens Max var mulat og havde de samme gener som Jessica Allen og hendes forlovede.

»Jeg var sønderknust over at få at vide, at jeg havde båret et barn, jeg ikke vidste, var mit eget, som blevet fjernet fra mig og puttet i armene på nogen, han ikke hørte til,« siger hun til Independent.

DNA-testen blev startskuddet på en lang retslig kamp mellem det kinesiske par, Omega Family Global og Jeesica Allen og hendes familie. Liu-parret ville ikke længere have Max og krævede, at Jessica Allen skulle betale op mod 22.000 dollars svarende til 140.000 kroner som kompensation for fejlen.

I mellemtiden startede Omega Family Global en adoptionsproces i forsøg på at bortadoptere lille Max.

Jessica Allen og hendes forlovede satte dog en advokat på sagen og d. 5. februar, fik de deres lille søn tilbage - de har giver ham navnet Malachi.

»Wardell og jeg havde ikke planer om at udvide vores familie, men vi elsker Malachi så højt. Jeg fortyder ikke, at jeg besluttede mig for at blive rugemor, for så ville jeg også fortryde min søn. Jeg håber bare, andre kvinder, der overvejer at blive rugemødre, kan lære af min historie, og at der kommer noget brugbart ud af dette mareridt,« siger Jessica Allen.