Det minder om et røvertrick fra en gammel film. Men i USA har det faktisk vist sig at være meget virkeligt. Amerikansk politi fandt i begyndelsen af januar pengesedler svarende til over 138 millioner kroner gemt godt væk inde en madras og bag de mange millioner ligger et komplekst spind af løgne og svindel, som bestemt er et filmmanuskript værdigt.

De gemte penge viste sig nemlig at være en del af en større sag om hvidvaskning af penge gennem onlinevirksomheden TelexFree, der laver service på telefoner. Det skriver flere amerikanske medier herunder Boston Globe.

Mandag delte amerikanske myndigheder så det opsigtsvækkede billede af de mange millioner på det sociale medie Twitter, så de mange følgere med egne øjne kunne se, hvordan 20 millioner amerikanske dollar ser ud, når de ligger stablet og gemt væk i en boxmadras.

Sagen mod firmaet begyndte allerede i april 2014, da det amerikanske forbundspoliti FBI gennemsøgte virksomhedens hovedkvarter i Marlborough, hvilket satte gang i afsløringen af svindlen, som firmaet havde gang i. Kort efter efterlysningen af bagmændene i firmaet, flygtede den ene af firmaets to ejere tilbage til sit hjemland i Brasilien, hvor han stadig opholder sig.

Siden er det lykkedes politiet at spore en af de mange personer involveret i svindelsagen. En 28-årig mand også fra Brasilien.

Den 31. december fløj han til New Yorks lufthavn JFK i USA. Her fortalte han ifølge New York Post tolderne i lufthavnen, at han var i New York på bryllupsrejse. Men det var langt fra sandheden. I stedet var hans plan at flytte penge for den flygtede medejer. Og ikke småpenge - millioner.

Hvad, han ikke vidste, var, at de amerikanske efterretningstjenester havde sporet ham længe. Han vidste ikke, at han var på vej direkte ind i en fælde. Politiet havde ifølge Boston Globes oplysninger arrangeret mødet og indsat en muldvarp. Så da han den 4. januar skulle mødes med en mand i en hvid Lexus på en parkeringsplads udenfor et supermarked i byen Hudson, hørte og så politiet alt, hvad der foregik.

De fulgte med, da han i sin lejede Nissan trak op på siden af den hvide Lexus, som politiets muldvarp sad i. De lyttede med, da han flyttede en kuffert fra sin bil over i Lexussen og forklarede, at kufferten indeholdt to millioner amerikanske dollars. Og de fulgte efter, da de to mænd i kolonnekørsel begav sig afsted mod en lejlighed, hvor boxmadrassen med de godt 138 millioner kroner befandt sig.

Dette er den seneste bizarre udvikling i sagen, som amerikanske myndigheder vurderer omfatter svindel og hvidvaskning for over 21 milliarder kroner. Boxmadrassen svimlende indhold var udgjort af 20-, 50- og 100-dollarsedler

Den anden medejer erklærede sig skyldig i tiltalen mod sig, og nu afventer sin dom, som man forventer falder i februar.