Engelsk politi kunne torsdag berette om en ret spektakulær opdagelse. I et distrikt i det sydlige London har man nemlig fundet en mindre ’skov’ af cannabisplanter, i et område på størrelse med en fodboldbane. Det skriver engelske The Gaurdian.

Politiet i Kingston modtog torsdag et opkald fra en bekymret borger, der havde bemærket den usædvanlige beplantning, på et ubenyttet markområde.

Omkring 150 planter blev fundet, og de største af dem målte omkring halvanden meter i højden. Efter fundet, var politiet i Kingston ikke sene til at dele deres opdagelse med omverdenen på Twitter, hvor man blandt andet kan se, at nogle af planterne rager op over en af de kvindelige betjente.

»Det område, hvor planterne voksede, var på størrelse med en fodboldbane, og det lignede en mindre skov med juletræer. Hvem der end står bag det her, har valgt et meget fjerntliggende område. Man kan kun komme hertil efter en gåtur på 20 minutter,« siger Sarah  Henderson fra politiet i Kingston, ifølge The Gaurdian.

Politiet har afspærret området, og er gået i gang med at fjerne planterne, mens der endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.