Noel og Leisa Hoey fra Dublin i Irland vejede 330 kg til sammen, da Noel friede til Leisa i 2013 og også senere da brylluppet løb af stablen.

Ægteparret har nu tabt 152 kg til sammen. Det flotte vægttab startede, da Leisa så et billede af sig selv i sin brudekjole.

»Da jeg så bryllupsbillederne, fik jeg ondt i hjertet. Jeg  væmmedes fuldstændigt ved synet af os. Fra det øjeblik vidste jeg, at det ikke ville være billeder, som jeg ville tænke og sætte pris på resten af livet. Jeg var så skuffet,«  siger hun ifølge Daily Mail.

Her ses et før og efter billede af parret.
Her ses et før og efter billede af parret.
Vis mere

Derefter meldte parret sig til et slankekursus i februar 2015, og det har medført det store vægttab. Hun glæder sig over det store vægttab, der har medført, at de kan tage i biografen sammen og sidde ved siden af hinanden i bussen eller metroen. Og vigtigst af alt er hun lykkelig for, at hun ikke længere skal bekymre sig om, at parrets seng går i stykker - deres store overvægt har medført fire ødelagte sengerammer.

Parret mødte hinanden i 2003, og de har fire børn sammen fra to til 11 år. De var begge to storforbrugere af junkfood og usund mad, og de vidste godt et eller andet sted, at overvægten ikke var god for dem.

Sådan ser Noel og Leisa Hoey ud i dag.
Sådan ser Noel og Leisa Hoey ud i dag.
Vis mere

»Med en kombineret vægt på over 330 kg, så var vi ikke bare usunde - vi var tikkende bomber,« siger Leisa.

Men det var altså først, da hun så billedet af dem, som du kan se i toppen af artiklen, at det gik op for hende, at der skulle ske noget.

»Jeg plejede at hade billedet, nu bruger jeg det til at minde mig om, hvor jeg aldrig vil få os hen igen,« skriver hun i en statusopdatering.

Noel fortæller, at de overvejer at blive gift igen, så Leisa kan få lov til at iføre sig drømmekjolen.