Astronomer fra Nasa har opdaget 20 nye planeter uden for vores solsystem. Særligt én kan have en atmosfære, der minder om jorden og kan derfor potentielt rumme liv.

Det skriver DR.

De 20 nyopdagede planeter kredser om en anden stjerne end solen, og er derfor såkaldte exoplaneter. En af planeterne har næsten samme størrelse som jorden, klimaet minder om det, vi har på jorden, og et år varer kun lidt længere, end det gør på jorden - 395 dage. Derfor mener eksperter, at der på denne planet er særligt potentiale for at finde liv.

Det viser en ny analyse fra NASAs rumeteleskop Kepler.

»Det vigtige ved den her opdagelse er, at der nu er fundet flere jordlignende planeter i beboelige zoner end tidligere. Det betyder, at hyppigheden er højere. Så behøver vi måske ikke søge så langt væk for at finde liv. Vi kan kigge på de nærmeste stjerner og undersøger deres planeter,« siger exoplanetforsker og professor ved Niels Bohr Institut Lars A. Buchhave til DR.

Selvom Nasas astronomer er 70-80 procent sikre på, at der potentielt kan være liv på de 20 nyopdagede planeter, har de ikke mulighed for at undersøge det lige i den nærmeste fremtid. Forskerne har nemlig kun fået enkelte glimt af planeterne, fordi de ligger så langt fra jorden.

Planeten, der næsten er en kopi af jorden, ligger for eksempel 720 lysår væk fra jorden, hvilket svarer til 6.811.725.940.258.176 kilometer, og med den nuværende teknologi er det ifølge Lars A. Buchhave ikke realistisk at sende et rumfartøj derud for at undersøge planeterne nærmere.

Formår vi at bygge de rigtige teleskoper, mener han dog, at det er muligt at lede efter tegn på liv, som vi kender det på jorden, på andre planeter inden for en overskuelig årrække.