Forskerne hos NASA har identificeret et objekt i rummet, som stammer fra et helt andet solsystem end vores eget.

Vi har fået besøg fra det ydre rum. Faktisk fra et helt andet solsystem. Og jo, det er gangske vist. Nyheden kommer skam fra selveste NASA - den amerikanske rumfartorganisation.

Og selv om opdagelsen er sensationel, så skal vi måske med det samme skynde os at understrege, at der IKKE er tale om hverken flyvende tallerkner eller mystiske grønne mænd, men om en klippe, eller rettere sagt en asteroide.

NASA har identificeret et såkaldt interstellart objekt - altså et himmellegeme, som ikke stammer fra vores solsystem.

Det skriver rumfartsorganisationen selv på Twitter.

Det er første gang forskerne har set sådan et interstellart objekt.

Det var et teleskop på Hawaii, som i sidste måned opdagede den fremmede asteroide.

»Det er det første objekt, vi nogensinde har identificeret, som stammer fra et sted uden for Solsystemet. Derfor har det fået det hawaiianske navn ’Oumuamua’, som betyder ’den første til at tage kontakt’,« sagde astronom ved University of Hawaii, Jonathan Williams, tidligere på måneden til Videnskab.dk.

Forskerne ved endnu ikke med sikkerhed, hvor objektet kommer fra. Sikkert er det dog, at det har rejst meget, meget langt og længe for at nå vores solsystem. Jonathan William gør rejsetiden op i millioner, ja, måske endda i milliarder af år.

Beregninger tyder på, at det kan komme fra et sted ude omkring en gruppe af yngre stjerner, som kan ses i stjernebillederne Duen og Kølen.

I sin seneste the journal of Nature skriver NASA, at objektet er vandret gennem Mælkevejen i hundrede millioner år før den er stødt på vores solsystem.

»I årtier har vi teoriseret over, at der var sådanne interstellare objekter derude, og nu - for første gang - har vi direkte bevis på, at de eksisterer,« siger Thomas Zurbuchen fra NASA i en pressemeddelelse.

»Den historiske opdagelse åbner et nyt vindue til at studere formationerne af andre solsystemer end vores eget,« siger han.