I dybe kratere på den glohede Merkurs kolde poler har NASA fundet sikre tegn på is.
Den inderste planet i vores solsystem, Merkur, svæver kun 58 millioner kilometer fra Solen og om dagen varmes dens ækvator op til over 500 grader. Der er ingen atmosfære til at holde på varmen, så om natten falder temperaturen næsten 700 grader.
Det er ikke på denne ekstreme lille planet, man nok i første omgang ville lede efter liv, men ved polerne er temperaturen mere stabil, og i dybe kratere i permanent skygge har NASA nu fundet sikre tegn på is - så sikre som de kan være uden ligefrem at stå med en snebold i hånden.
Tegnene er opdaget af NASAs rumsonde Messenger, som ikke har været ned og rode i kraterne på Merkur, sådan som Curiosity gør på Mars. Messenger har brugt tre forskellige instrumenter til at fjernmåle polområderne af Merkur. Foruden et meget detaljeret temperaturkort af den månelignede overflade, har sonden målt høje forekomster af brint i de dybe og skyggefulde kratere, og kraternes refleksion passer med is.
Målingerne er ikke helt uventede, og det er en gammel ide om vand på Merkur der nu får yderligere støtte. I 1991 opdagede astronomer på Arecibo radioteleskopet i Puerto Rico at kraterne på Merkurs poler tilbagekastede radiobølger på en måde, der svarer til overfladen af is. Merkurs akse står nærmest vinkelret mod Solen, i modsætning til Jordens skæve akse, der giver os årstiderne med lange og korte dage. Så på Merkurs poler står solen altid lige i horisonten og dens stråler rammer næsten vandret hen over landskabet.
Isen er samlet i kraterne, som er i permanent skygge, især på skråninger der vender mod polerne og væk fra solen.
Isen menes at være havnet på polerne under det såkaldte "store bombardement" af isfyldte meteorer, som også ramte Jorden, Mars og Månen, hvor vi nu også har konstateret spor af vand. På resten af Merkur er isen fjernet af solen, men de særlige forhold har bevaret isen i kraterne på polerne.
Oven på isen i kraterne har Messenger målt et lag af mørkt materiale, som ser ud til at bestå af en blanding af organiske stoffer, som er kulforbindelser der danner grundlag for alt liv, som vi kender det. Blot fordi der er kulforbindelser og vand, er der ikke liv, og vilkårene på den atmosfæreløse og temperaturekstreme Merkur synes ikke at levne mange chancer for at liv har kunnet opstå.
