Satellitfotos af Jorden fra en afstand på 1,6 millioner kilometer viser mystiske glimt. Rygter om aliens har floreret, men nu har NASA endelig fundet forklaringen.

I lang tid har satellitfotos af Jorden givet grobund for rygter, mulige årsager og konspirationsteorier. Det er fordi, der på flere fotos har været nogle markante lysglimt i både havet og på jorden, men ingen vidste, hvorfor vores klode glitrer, det skriver The Sun.

Forskere har tidligere troet, at det var havet, som sendte lyset op på satellitfotos. Men et billede viste pludseligt, at landet også glitrede. Derfor gav den første teori ikke mening.

NASA har nu fundet frem til, at det er reflektionen fra is-partikler, der er gemt i skyerne, som giver de mystiske stråler. På et år har NASA dokumenteret over 100 stråler. I videoen nedenfor kan man se strålerne.

Det var forskeren Alexander Marshak fra NASA, som igennem flere forsøg, fandt frem til den virkelig årsag på fænomenet. Hans første idé var dog ikke helt korrekt.

»Da jeg først så det, troede jeg, at det måske var noget vand eller en sø der, som solen kunne reflektere på. Men strålerne er rimelig store, så det kunne ikke være det,« siger Alexander Marshak.

Han ledte derfor videre.

Det krævede, at der blev taget billeder næsten hver time af Jorden. Efter et kæmpe arbejde kunne han endelig konkludere noget: Det var solen som reflekterede på is-partikler.