Er denne video et bevis på et mystisk havmonster eller blot et reb med is på?

En video af et uidentificerbart objekt i en flod har sat sindene i kog hos brugerne på Facebook.

Craig McCaa arbejder for Bureau of Land Management i Alaska, der holder øje med land og floder i området. D. 18. oktober var han ude for at tage billeder af den 160 km lange Chena flod i den amerikanske stat Alaska.

Her fik han fra et bro pludselig øje på et 4-5 meter langt svajende objekt i vandet, der bevægede sig frem og tilbage - også mod strømmen. Det skriver Alaska Dispatch News.

Bureau of Land Management har lagt Craig McCaas video på Facebook, hvor de beder folk komme med deres bud på, hvad det kan være.

Siden har flere end 300.000 set videoen af den mystiske tingest. Folk kommer med massevis af bud på, hvad det kan være.

Læs også: Mystisk video set af millioner: 'De fleste griner, men vi så det med det blotte øje'

Teorierne lyder bl.a. på ukrudt, en kæmpe stør, en ål, et reb med is til et levende havuhyre ala Loch Ness-uhyret.

»I første omgang troede jeg, som flere andre, at det kunne være et reb med isklumper, der hang fast på bunden af floden. Andre har nævnt alt fra havmonster til en kæmpe stør,« fortæller Craig McCaa til Alaska Dispatch News.

Craig McCaa fortæller, at han i flere minutter observerede genstanden i vandet, og at han på intet tidspunkt så det dykke ned, men kun bevæge sig frem og tilbage mod strømmen.

Floden Chena er et populært sted at fiske, hvor man bl.a. kan fange fiskearter som laks, hvidfisk og gedder.

Nogle brugere på Facebook mener, at videoen er falsk, men det afviser Bureau of Land Management.

»Vores ansatte undersøgte det ikke nærmere, da det var langt ude midt i floden. Vi ved ærligt talt ikke, hvad det er, men vil gerne høre jeres bud,« skriver Bureau of Land Management på deres Facebookside.

Siden de mange spekulationer har Alaska Dispatch News fået biolog Klaus Wuttig, der har boet i området siden 1993, til at forholde sig til videoen.

Han indrømmer, at videoen ser »virkelig cool« ud, men at virkeligheden er »knap så spændende.«

Klaus Wuttig mener, at den mystiske genstand i vandet blot er et reb, der sidder fast til en bropille. Han tror, at is på rebet har fået det til at flyde op til overfladen.