Den 10. oktober blev et nordkoreansk fragtskib bandlyst fra at gå i havn noget sted i verden - lige siden har skibet været genstand for megen mystik.

Det skriver CNN.

Det 140 meter lange fragtskib Hao Fan 6 er et af fire nordkoreanske skibe, der i oktober blev ramt af FN's skærpede sanktioner mod Nordkorea, som blandt andet forbød eksport af nordkoreansk kul, jernmalm, blymalm, fisk og skaldyr.

Alle fire skibe mistænkes for at have brudt sanktioner mod Nordkorea - Hao Fan 6 ved at sejle kul fra Nordkorea til Kina - og har som straf fået forbud mod at gå i havn noget sted i verden.

Samme dag som kaptajnen på Hao Fan 6 fik besked om forbuddet, forsvandt skibet sporløst fra havets overflade - ikke fordi det sank, men fordi kaptajnen afbrød den sender ombord, der skal sørge for, at man kan kontrollere skibets position.

I godt en måneds tid vidste ingen, hvor det store fragtskib befandt sig, men den 13. november blev senderen pludselig genaktiveret, og overvågningscenteret Big Ocean Data, kunne igen følge skibets rute.

Ruten var dog langt fra, hvad de havde regnet med. Selvom Hao Fan 6 blev observeret lige ud for Kinas kyst, da senderen igen blev tændt, viste det sig nemlig, at det store fragtskib i en måned har sejlet rundt i otte-taller uden at være på vej noget sted hen.

Andrea Berger, som er ekspert i Nordkoreas våbenprogrammer og sanktioner, forklarer CNN, at faretøjer, som er linket til Nordkorea, og som tager del i ulovlig aktivitet, som regel slukker for deres sendere i perioder af deres rejse.

»Der er ikke rigtigt noget man kan gøre, for at forhindre, at kaptajnen slukker den,« siger hun.

Flere eksperter mener, at Hao Fan 6 sejler i otte-taller for at distrahere efterforskere fra det faktum, at skibet stadig, trods FN's skærpede forbud, bruges til at eksporterer kul fra Nordkorea. Præcis hvorfor det mystiske skib driver formålsløst rundt, vides endnu ikke med sikkerhed.

Med intet mål i sigte, ingen havn at kalde hjem og uden umiddelbart formål driver Hao Fan 6 nu rundt og rundt i ottetaller - uden at være på vej noget sted hen.