I hvor høj grad skal små børn påduttes skønhedsidealer? Det spørger en amerikansk blogger og mor sig selv om, efter hun i et magasin for forældre faldt over en artikel med råd til, hvordan man kan fjerne sit barns ansigtshår.

'Jeg er RYSTET over @Parents magazines artikel, hvor de skriver, at det er okay at vokse eller plukke sit barns 'overskæg'. Billedet på artiklen gør mig endda vred. Hvad lærer det børn om udseende? Det er absurd!,' skriver bloggeren ved navn Sturdy Mom Central på sin Instagram-profil.

Artiklen ved navn: 'Normalt eller ej: Hår på børns overlæbe', er udgivet i det amerikanske magasin 'Parents', der som titlen antyder, er rettet mod forældre, der er i gang med at opfostre deres børn, og i den beskrives det, hvordan næsten alle børn har hår på deres overlæbe.

Ifølge den kontroversielle artikel bliver det tykke og mørke hår på en lille pige eller drengs overlæbe først et problem, når det begynder at gå ud over deres trivsel eller selvværd. Forældre i den situation rådes til at tage deres børn med til lægen for at få tjekket, om de har en hormonel ubalance.

Ydermere foreslår de, at man klipper håret på overlæben af med en saks eller vokser eller plukker det, hvis ens barn har en høj smertetærskel.

»Artiklen optræder i den aktuelle udgave af Parents Magazine. Jeg har lige modtaget det i posten. Jeg elsker Parents Magazine, men jeg blev rystet, da jeg så denne artikel. Hvad lærer det vores børn om skønhedsidealer?,« siger bloggeren til Yahoo Lifestyle.

Sturdy Mom Central er mor til en 1-årig dreng, og på sine sociale medier deler hun tips til, hvordan man på bedst mulig vis kan nyde tilværelsen som forælder.