Et passagerfly på vej til Amsterdam måtte tirsdag foretage en nødlanding, mens panikramte rejsende besvimede og kastede op.

Det lyder som åbningsscenen i en katastrofefilm, men årsagen til panikken ombord var en passager, der lugtede som om han ikke havde været i bad i adskillige uger, skriver den hollandske avis De Telegraaf.

Flyvet, der var det fra det hollandske lavprisselskab Transavia, var på vej fra den spanske ferieø Gran Canaria til Amsterdam. Men allerede inden flyet nåede særligt langt, begyndte brækfornemmelsen at indfinde sig hos passagererne.

»Fra det øjeblik, han gik op ad midtergangen, begyndte folk at skrige og dykkede ned i deres tasker for at finde lommetørklæder til at dække deres ansigter med,« siger passageren Piet van Haut til De Telegraaf.

Manden lugtede 'som som han ikke havde vasket sig i ugevis,' tilføjer han. Medpassagerer sagde, at det faktisk lugtede værre, end når et menneske har været død i en måneds tid og derfor er begyndt at gå i forrådnelse.

Kabinepersonalet forsøgte at overdøve stanken med parfume, ligesom de placerede manden på et af flyets toiletter, men lige lidt hjalp det.

Der var ingen vej uden om en nødlanding i Faro i Portugal. Her blev manden ovedraget til en ventende ambulance. Overfor det spanske netmedie Euro Weekly bekræfter en talsperson fra Transavia forløbet.

»Flyet nødlandede af medicinske grunde, men det er helt korrekt, at han lugtede en hel del,« lyder det.

Flypersonalet valgte ikke at servere mad og drikke på den sidste af rejsen, fordi lugten blev siddende i kabinen.

Flyet ankom til Amsterdam knap to timer senere end planlagt.