Begrebet håndværkersex fik en helt ny dimension i Wales forleden, hvor en lidt for handy handyman fik en meget vital legemsdel i klemme i sit værktøj.

De fleste kvinder drømmer nok om en mand, der har hænderne godt skruet på og 'værktøjet i orden', som Danmarks kedeligste orkester, TV2, sang engang. Men mon ikke de fleste kvinder - og mænd - kan blive enige om, at en mand fra Newport i det sydlige Wales gik til yderligheder, da han forleden fik sin penis i klemme i en såkaldt fastnøgle.

Foto: Arkivfoto/ Iris
Vis mere

Normalt brugere håndværkere og private handymen en fastnøgle til at spænde bolte og møtrikker med, men den walisiske mand havde altså - uvis af hvilken grund - brugt den på sine ædlere dele.

Og det var både en dum og tosset idé, for manden havde tilsyneladende undervurderet sig selv. I hvert fald sad han pludselig så ubehjælpsomt fast, at han måtte tilkalde det lokale brandvæsen for at komme fri.

Det skriver Wales Online.

Det lokale brandvæsen, South Wales Fire and Rescue, skrev om den usædvanlige sag på Twitter, hvor brandfolkene ikke kunne dy sig for at benytte lejligheden til at advare andre om at bruge værktøj på alternative måder - med et glimt i øjet.

'Hvis du bruger værktøj, så vær sikker på, at du følger brugsanvisningen. Et hold brandfolk fra Maindee og Malpas måtte fjerne en fastnøgle fra en mand, som havde taget det med at spænde møtrikker til et nyt niveau.'

Det fik selvfølgelig straks folk på twitter til at gå grassat i morsomheder. En ville for eksempel vide, hvilken størrelse fastnøgle manden havde brugt, mens en anden hylder mandens opfindsomhed.

Det kan godt være, at folk på Twitter morede sig kongeligt over den stakkels mands uheld, men mon ikke de fleste - mænd i hvert fald - kan sætte sig ind i, hvor lidt der har været at grine af i situationen.

Historien melder intet om, hvorvidt den uheldige håndværkers private værktøj tog varigt skade efter episoden.