Det er nyheden, der kan få mænd til at juble - og kvinder til at ærgre sig.

Forskere mener nemlig at have bevist, at alle mænd har brug for en god mandeaften i byen med vennerne.

Undersøgelsen viser, at kvalitetstid med gutterne i højere grad kan sænke en mands stressniveau end en aften med partneren eller tid med familien. Når mænd er sammen med andre i en gruppe, lider de også mindre af angst, lyder konklusionen.

Det skriver Telegraph.

Undersøgelsen, der egentligt blev udgivet for lidt mere end et år siden, er igen dukket frem og er blevet delt på flere medier.

'Passer på hinanden'

Bag undersøgelsen står forskere fra Tysklands University of Göttingen, der har studeret grupper af berberaber - en type abe, der udviser menneskelignende social adfærd.

Niveauet af det mandlige stresshormon steg, når en han-berberabe var sammen med sin partner eller andre familiemedlemmer. Men når de var i en gruppe med andre mænd, var de langt mere afslappede.

Forskerne opdagede angiveligt også, at stress-relaterede sygdomme kun så ud til at opstå, når han-aben var sammen med kvinder eller par.

Mænd passer også på hinanden, lyder der i undersøgelsen. Mens det for mænd betyder, at de har hinandens rygge, betød det for aberne, at de pillede insekter og lopper ud af hinandens pelse.

»Han-berberaber danner sociale bånd, der kan sammenlignes med menneskelige venskaber, som støtter dem mod dag-til-dag stressfaktore,« siger en af forskerne, Christopher Young.