'Du vil ikke tro det!'

Sådan indleder Norsk Tipping - den norske pendant til Danske Spil - en pressemeddelelse om en historie, der egentlig burde være for god til at være sand.

Lørdag trak norsk Tipping aftenens lotto-tal, og her kom et helt vildt sammentræf efterfølgende frem.

Tre personer viste sig at have de helt rigtige tal og vandt dermed hovedgevinsten. De kan nu se frem til hver at få 4,7 millioner norske kroner (3,78 millioner danske kroner) ind på kontoen.

Det er i sig selv ikke så usædvanligt med flere vindere. Men det helt utrolige - nærmest mirakuløse - sammentræf stod klart, da Norsk Tipping fik set nærmere på, hvor vinderne havde købt deres billetter.

Der var nemlig to af vinderkuponerne, som var købt i samme butik - endda af personer fra hver sin del af landet.

Butikken, som to af de heldige vindere havde købt deres kupon hos, ligger i byen Dokka lidt syd for Lillehammer. Men ingen af de to heldige vindere fra butikken er fra det område.

Den ene vinder er en mand fra Olso, mens den anden er en kvinde fra Lindås i Hordaland, som ligger i det vestlige Norge. De købte deres lotto-kupon på forskellige dage, så der er ikke umiddelbart chance for, at de er løbet ind i hinanden i butikken, oplyser Norsk Tipping.

Den mandlige vinder af millionerne fortæller til Norsk Tipping om, hvorfor han besluttede sig for at købe en kupon.

»Da jeg gik ind i butikken, tænkte jeg, at der hang mange gevinster på væggen, så der måtte jeg købe en lotto-kupon,« siger manden, hvis navn ikke er blevet offentliggjort.

Norsk Tipping oplyser desuden, at chancen for at få de de syv rigtige, som hovedgevinsten kræver, er 1:5,4 millioner per række.

Den tredje heldige vinder er en kvinde fra Haugesund lidt længere sydpå end Hordaland i det sydvestlige Norge.