Det har i de seneste dage vakt stor debat, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har modtaget tøj til en værdi af 152.000 kroner - betalt af Venstres kasse.

Men mens Lars Løkke Rasmussen er blevet klædt mere og mere af i medierne, giver tegnevirksomheden, MyrthueLarsen, nu befolkningen mulighed for at hjælpe venstres formand med at klæde sig på. Og det er i ordets bogstaveligste forstand.

MyrthueLarsens Facebook-side skriver de således:

- Venstres formand er blevet klædt godt og grundigt af i medierne de seneste par dage. MyrthueLarsen hjælper med at få ham klædt på igen.

Herefter vedlægger de en tegning af Lars Løkke Rasmussen, kun iført undertrøje, strømper og boxershorts. Ved siden af den afklædte Venstre-formand ses en række genstande, som man kan iklæde Lars Løkke Rasmussen. Dette indebærer blandt andet dyre sko til mindst 2000 kroner, Habitjakke til 6000 kroner og en fadøl.

Mændene bag Lars Løkke Rasmussen-påklædningsdukken er Jesper Myrthue og makkeren Christian Larsen, der på deres Facebook-side har offentliggjort en række satiriske afbildninger af kendte personer - og den seneste i rækken er altså Lars Løkke Rasmussen.