»Sæt jer bare ind og få en kop kaffe. Så skal Piv nok komme. Hun er simpelthen så nysgerrig.«

Anne Albjerg skænker dampende varm kaffe i krusene og langer et fad med boller hen over bordet. Og ganske rigtigt: Inden kruset er tomt, og tænderne har sat spor i smørret, kommer Piv ind i køkkenet for med sund skepsis lige at se gæsterne an.

Piv hedder Piv, fordi hun de første par døgns tid af sit unge liv lå og trykkede sig i en grøft i det sydfynske landskab - og peb. Men det lille rålams mor reagerede ikke på kaldene. For moderen lå død et par hundrede meter derfra efter at være blevet kørt ihjel af en bil.

I maj i fjor afleverede en nabo til Anne Albjerg og hendes mand et lille forkommet rålam, hvis mor var blevet kørt ihjel. Lige siden har Piv været en del af familien på landejendommen ved Oure på Sydfyn. Foto: Sonny Munk Carlsen
I maj i fjor afleverede en nabo til Anne Albjerg og hendes mand et lille forkommet rålam, hvis mor var blevet kørt ihjel. Lige siden har Piv været en del af familien på landejendommen ved Oure på Sydfyn. Foto: Sonny Munk Carlsen Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

»Det var vores nabo, der ringede og fortalte det. Han ved, vi har mange dyr og altid har haft det. Så vi tog os af rålammet. Lige i starten peb hun også her hos os, men det holdt hun hurtigt op med. Efter råd fra dyrlægen gav vi hende mælkeerstatning, som man normalt giver hundehvalpe. Hun var dehydreret og i meget dårlig stand, så hun kunne ikke sutte, så det første stykke tid dryppede vi mælken i munden på hende med en sutteflaske. Så kom hun hurtigt efter det. Siden da har hun bare været en del af familien,« siger Anne Albjerg.

Hun og hendes mand bor ude på landet ved Oure nær Svendborg på Sydfyn og har masser af plads, lys og luft omkring sig. På den ene side af ejendommen ligger en stor frugtplantage, og til de tre andre sider er der mindst 150 hektar frit landskab med marker, skovstykker, læhegn og en sø.
Piv er begyndt at trække ud i naturen, og det er da også ægteparrets store ønske, at den finder sammen med en buk. Og på den måde finder permanent tilbage til den natur, den kom fra.

»Vi er udmærket klar over, at det er et vildt dyr, men alternativet til, at vi havde taget os af den, var, at den var død efter meget kort tid. Da vi fik den, ringede vi med det samme til Dyrenes Beskyttelse, som vi dengang var medlem af, for at høre, hvad vi skulle gøre. Meldingen fra dem var meget hård og kontant: Den skulle skydes med det samme. Men det kunne vi ikke få os til, og så var det, vi snakkede med dyrlægen, som sagde, at vi kunne prøve at give den mælkeerstatning,« fortæller Anne Albjerg.

Rådyret Piv og hunden Tinas madskåle side om side. Den ene dyr har for længst taget til lære af den anden: Når Piv skal ud om natten, går den ligesom Tina hen til døren og venter. Foto: Sonny Munk Carlsen
Rådyret Piv og hunden Tinas madskåle side om side. Den ene dyr har for længst taget til lære af den anden: Når Piv skal ud om natten, går den ligesom Tina hen til døren og venter. Foto: Sonny Munk Carlsen Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

En af grundene til Piv meget hurtigt blev ”integreret” var, at familien få måneder forinden havde fået et andet nyt medlem - den lille labradorhvalp Tina. Det umage par blev legekammerater med det samme.

»I starten var Piv så lille, at den næsten kunne rende under maven på Tina, men nu er det Tina, der render under maven på Piv. De har meget glæde af hinanden og har deres kurve stående ved siden af hinanden i fyrrummet,« fortæller Anne Albjerg.

Når rådyret vil ud, går den hen til døren og venter. Præcis ligesom hunden.

»Vi lukker Piv ud om morgenen, og så er hun tit væk hele dagen. Indtil nu er hun altid kommet hjem igen. Nogen gange står den og skraber på kattelemmen udefra, når den vil ind, eller også lægger den sig ude i drivhuset. Men den er her, når vi står op om morgenen,« siger Anne Albjerg.

Når dagen går på hæld og familien Albjerg trækker ind i stuen, følger Piv efter. Så lægger den sig på ryatæppet foran fjernsynet og falder nogen gange i søvn. Og selv om familiens sydfynske landejendom ligger kun få kilometer fra håndbold-mekkaet GOG, vender Piv dog ryggen til, hvis der er håndbold på skærmen... Foto: Sonny Munk Carlsen.
Når dagen går på hæld og familien Albjerg trækker ind i stuen, følger Piv efter. Så lægger den sig på ryatæppet foran fjernsynet og falder nogen gange i søvn. Og selv om familiens sydfynske landejendom ligger kun få kilometer fra håndbold-mekkaet GOG, vender Piv dog ryggen til, hvis der er håndbold på skærmen... Foto: Sonny Munk Carlsen. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Hun og hendes mand har altid drevet landbrug og havde indtil for 12 år siden malkekøer. Siden er de gået over til planteavl. Men på ejendommen har de stadig – ud over rådyret Piv og hunden Tina - kattene Miver og Leo, 20-30 høns og moskusanden Pluto, som ind imellem dapper indenfor i køkkenet, hvis den får lyst til lidt menneskeligt selskab.

»Det er nu meget hyggeligt,« siger Anne Albjerg.

Og det ser det også ud til, Pluto synes, da den napper en bid brød og går ud igen.

Piv hygger sig også i familiens skød.

»Når vi går ind i stuen om aftenen, følger hun efter. Så ligger hun på ryatæppet foran fjernsynet og falder nogen gange i søvn. Hvis der er håndbold, vender hun dog ryggen til«  lyder det med et grin.

Pivs livret er uden sammenligning rosenblade. Så hvis familien skulle få foræret en flot buket roser, får de kun lov at stå og pynte i vasen, indtil rådyret opdager det. Ellers er den daglige kost hvedekorn, hundetørkost og så alt det, den selv finder i naturen.

Anne Albjergs mand har på et tidspunkt set en naturudsendelse på tv fra den berømte nationalpark Yellowstone i den amerikanske delstat Wyoming. I udsendelsen følger man et rådyr, som et par har taget til sig på samme måde, som det sydfynske par gjorde den 17. maj sidste år.

De håber, at Piv får samme løbebane som dét rådyr, tv-udsendelsen handler om: Nemlig at det på et tidspunkt ikke kommer hjem. For dog lige at vende tilbage for en kort stund til dem, som i sin tid tog sig af den, for at vise sine nyfødte rålam.

»Til efteråret er Piv kønsmoden, så hun kan have lam næste forår. Det vil være rigtig fint, hvis hun en dag bliver væk, fordi hun er fundet sammen med en buk. Så vil missionen jo være lykkedes. Og det vil da heller ikke gøre noget, hvis hun så lige kommer forbi her for at vise et par lam frem og forsvinder igen for altid.«