En sønderknust mor forsøger nu desperat at advare andre forældre mod den tragedie, som hun og hendes familie har oplevet.

Det sker nu, hvor familien nærmer sig årsdagen for dens smertelige tab. Moderen Jodi Keough fortæller over for Mamamia, hvordan hun var vidne til, at hendes lille søn blev dræbt af en 'hjernespisende' amøbe, efter han havde leget i haven på deres landsted i australske North Queensland.

Den lille et-årige dreng menes at have fået den frygtelige parasit, da han legede med vand med sine to ældre søstre. På et tidspunkt fik den lille dreng vand fra vandslangen op i næsen og sammen med det, amøben naegleria fowleri. Hos Statens Serum Institut beskriver man amøben som et lille encellede dyr, der er lidt større end bakterier og som kan give akut hjernebetændelse. Symptomerne er blandt andet voldsom hovedpine, høj feber og nakkestivhed.

Uden nogen vidste det, bevægede den lille amøbe sig op i drengens næse, og videre til drengens hjerne, hvor parasiten fandt sig tilrette. Og med ét ændrede den lille drengs helbred sig drastisk, fortæller Jodi Keough.

»Én dag var min lille frække abekat grinende og hev i sine storesøstres hår. Den næste dag kastede han op og fik krampeanfald,« fortæller Jodi Keough og fortsætter:

»Fire dage senere blev hans liv revet fra ham.«

Nu forsøger moderen sammen med familien - bestående af faderen Laine og døtrene Kodi og Bobbi - at skabe opmærksomhed om den skjulte fare, der dræbte familiens yngste. Hun opfordrer til, at man får undersøgt det vand, der kommer ud af ens hane i hjemmet.

På en hjemmeside som familien har sat op, fortæller familien, hvordan den har fået sat et vandfilter op, så man undgår parasitterne.

»Vi lærer vores børn at undgå handlinger, hvor vand kan komme op i deres næse, for eksempel leg med haveslangen eller at lave 'bomber i vandbassiner,« fortæller hun.

Her ses familien Keough
Her ses familien Keough
Vis mere

Efter sønnens tragiske død undersøgte sundhedsmyndighederne familiens vandforsyning og opdagede, at vandet var fyldt med 'hjernespisende' amøber. Det har ifølge Daily Mail desuden vist sig, at den lille dreng i rækken er det tredje barn i regionen, der dør af den sjældne sygdom i løbet af de sidste 14 år.

Jodi Keough fortalte sidste år over for tv-stationen ABC, at hun selv er forundret over, at hun er vokset op i det område uden at kende til risikoen. Selv om det er ekstremt smertefuldt at genfortælle andre om tabet af hendes elskede søn, mener moderen stadig, at det er nødvendigt.

»Jeg føler, at det er mit ansvar. Jeg føler, at det er op til mig at forhindre, at vores mareridt bliver en andens virkelighed. Jeg tror, at det kun er et spørgsmål om tid, inden nogen vil miste én, de elsker. Og statistisk set er det mere sandsynligt, at det er et barn - og endda et lille barn. Siden vi har mistet vores smukke lille dreng, har vi følt os forpligtet til at dele vores historie, så andre får kendskab til den og forhåbentlig ikke mister én, de elsker,« fortæller hun og uddyber:

»Ingen forældre bør nogensinde opleve at miste et barn«

Sygdommen, der ramte Lincoln Keough, hedder ifølge Statens Serum Institut for primær amøbær meningoencephalitis (PAM). Sygdommen viser sig typisk inden for syv dage og giver feber, krampeanfald, opkast og endda hallucinationer. For at slå amøben ihjel er man nødt til at behandle den smittede med antibiotiker - og selv med en hurtig behandling har sygdommen en dødelighedsrate på 99 procent, oplyser de australske sundhedsmyndigheder på deres hjemmeside.

'Parasitten smitter ikke fra menneske til menneske, og ophold i saltvand indebærer ikke nogen risiko.' skriver Statens Serum Institut på dets hjemmeside.