Der var ikke noget at gøre, Mette Heymann var strandet på Københavns Hovedbanegård med sin tre-årige datter med en andengradsforbrænding uden mulighed for at komme hjem til Holbæk søndag nat. Men så kom 7-Eleven-medarbejderen Ali dem til undsætning.

Mette Heymann var sammen med sin tre-årige datter Malou blevet udskrevet fra Rigshospitalet omkring midnat søndag, de tog bussen ind til Københavns Hovedbanegård, hvor de til deres store overraskelse fandt ud af, at de ikke kunne komme hjem til Holbæk før næste morgen.

Mette Heymann lånte strøm til sin telefon i banegårdens 7-Eleven-kiosk, men hverken familie eller venner tog telefonen, de var formentlig gået i seng, og hospitalet, de var blevet udskrevet fra kort forinden, kunne heller ikke hjælpe dem.

Et uheld med skoldhed kaffe gav tre-årige Malou en andengradsforbrænding.
Et uheld med skoldhed kaffe gav tre-årige Malou en andengradsforbrænding. Foto: Privatfoto.
Vis mere

»Jeg var forvirret, frustreret og ked af det, jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få min datter hjem. Den eneste mulighed der var, var en taxa som ville koste omkring 2.000 kroner, som kommunen måske ville dække, men det var ikke sikkert,« fortæller Mette Heymann.

7-Eleven medarbejderen Ali havde overhørt de mange telefonopkald og havde flere gange spurgt, om de havde fundet ud af, hvordan de skulle komme hjem.

»Jeg måtte jo bare sige nej hver gang. Jeg havde til sidst ikke flere ideer om, hvad jeg kunne gøre,« siger Mette Heymann.

Hun gik sammen med datteren udenfor for at få lidt luft. Ganske kort efter kom Ali ud, han havde lige fået fri fra 7-Eleven, og spurgte igen, om de har fundet ud af noget.

»Jeg bryder fuldstændig sammen, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Min datter har ondt, er træt i hele kroppen og ked af det,« siger Mette Heymann.

»Så siger han pludselig, at han rigtig gerne vil køre os hjem til Holbæk. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige,« fortæller Mette Heymann.

Omkring klokken 02.30 var Malou og Mette Heymann hjemme i god behold, hvorefter Ali kørte tilbage til københavnsområdet, hvor han selv bor.

»Jeg tilbød ham flere gange penge, men det ville han ikke have. Jeg var så taknemmelig over hans gestus. Jeg sagde tusind, tusind tak, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, det var jo en redning,« siger Mette Heymann, som fortæller de havde en rigtig hyggelig tur.

Mette Heymans mor Bitten Qwist, var også meget begejstret for Alis hjælpsomhed og skrev en lille hyldest til ham på sin facebook-profil.

»Jeg er meget taknemlig for din gestus Ali og vil endnu engang takke dig for din uselviske hjælp,« skrev Bitten Qwist i opslaget.