Hyaluronsyre er populært som filler i blandt andet læberne, men man løber en ekstrem risiko, advarer australsk læge.

Det er blevet yderst populært blandt unge kvinder at få filler i læberne for at peppe ansigtet op og i nogle tilfælde se yngre ud.

Men de løber en meget stor risiko, når de udsætter sig selv for indgrebet, skriver Her.ie.

I Australien kender bare én plastickirurg til mere end 100 tilfælde, hvor kvinder er blevet blinde på grund af stoffet Hyaluronsyre, som er i mange læbe-fillers - også dem, der bruges herhjemme i Danmark.

Nu advarer han alle på det kraftigste mod at få foretaget indgrebet.

»Det er forbundet med betydelige komplikationer. Der har været over 100 tilfælde af blindhed, og det er endda et konservativt estimat«, siger han til News.com.au.

»Hvis man uforvarende får en indsprøjtning i en hvilken som helst arterie i ansigtet, kan det bevæge sig i arterien hele vejen op til øjenkrogen og derfra ind i retinaen«, lyder advarslen fra lægen, Mark Ashton, som er direktør for Australian Society Of Plastic Surgeons.

Retinaen er nethinden, som er et netværk af sanseceller bagerst i øjet der er lysopfattende, og derved er en forudsætning for synet.

Indgreb som læbe-fillers og botox-indsprøjtninger er blevet en milliardindustri på verdensplan, og det frygtes, at patienternes sikkerhed bliver nedprioriteret til fordel for indtjening.

I Danmark er indgrebet også blevet populært, og teenageidoler som Irina Olsen, Fie Laursen og Caroline Peterson har fået det lavet.