En amerikansk kvinde fik sig en ubehagelig overraskelse, efter hun vendte hjem fra en ferie i Caribien.

Kvinde kom hjem fra ferie med mærkeligt udslæt:

Da en 45-årig kvinde fra Pennsylvania i USA for nylig kom hjem fra en afslappende ferie i Caribien, havde hun det umiddelbart fint.

Efter et par uger begyndte hun dog at udvikle noget kløende udslæt på sit ene knæ. Hun ignorerede det til at starte med, men da problemet ikke gik over af sig selv, opsøgte hun sin læge. Og så blev hun sendt direkte på hospitalet.

Og her vidste lægerne straks, hvad de havde med at gøre. Kvinden var nemlig ikke blevet ramt af et simpelt udslæt, men derimod en larve, der havde fundet sig et hjem under hendes hud. Det skriver Live Science.

Tilstanden er en parasit-infektion kaldet ‘Larva migrans cutanea’. Stregerne, som man kan se på kvindens knæ, er det spor, larven har efterladt sig ved at sno sig rundt inde under huden på sit offer. Det forklarer Dr. Chaiya Laoteppitaks fra Albert Einstein Medical Center, hvor kvinden blev indlagt.

Parasitten i dette tilfælde var en såkaldt hageorm. Men det er heldigvis ekstremt sjældent, at lige netop denne parasit inficerer mennesker, forklarer lægen. Den rammer oftest katte og hunde.

Infektionen er ikke farlig for mennesker. Ormen kan bevæge sig et par centimeter om dagen inden under huden, inden den til sidst dør. Når kroppens immunsystem begynder at angribe den, opstår der kløen, netop som den 45-årige kvinde oplevede.

Men alligevel er det nok de færreste, der kunne tænke sig at have sådan en ubuden gæst med hjem i flyet fra ferien.