Den er derude i dybet et sted ...

Læs den utrolige historie om havets skræindjagende tiarmede kæmpeblæksprutter. Ikke mindst om kæmpeblækspruttens sagnomspundne storebror, den enorme og enormt muskuløse kolosblæksprutte.

På sin vej over Atlanterhavet, ud for den portugisiske ø Madeira, blev den franske sejlsportsmand Olivier De Kersausons trimaran i januar 2003 ramt af voldsomme rystelser.

Roret var pludselig blokeret, og det føltes, som om noget holdt hele båden i et jerngreb.

Kersauson bad omgående et besætningsmedlem gå ned på dækket for at undersøge, hvad der var på færde.

- Pludselig så han noget bevæge sig. Det var en kæmpe tentakel, fortalte Kersauson bagefter.

En fangarm, tykkere end en mands overarm, spærrede hele udsigten gennem et koøje. En kæmpeblæksprutte holdt en stor del af yachtens centrale skrog i et sugende favntag.

Men kort efter gav den slip, og i bådens kølvand så sømændene den frygt-indgydende skabning.

- Den må have været syv, otte eller ni meter lang, sagde Kersauson til BBC.

Den franske sportssejler erklærede sig lykkelig over, at han ikke havde behøvet at tage kampen op med havuhyret, ligesom Kaptajn Nemo i Jules Verne's "En verdensomsejling under havet"

Men hvad er facts, og hvad er virkelighed i den ti-armede kæmpeblækspruttes forunderlige verden?

Efter alt at dømme er virkeligheden tættere på Kaptajn Nemos mareridt-oplevelse, end man hidtil har anet.

Virkeligheden havnede i en newzealandsk trawlers net i 2003 i Rosshavet nær Antarktis.

Fiskerne havde fanget historiens kun andet kendte hele eksemplar af kæmpeblækspruttens storebror, Mesonychoteuthis hamiltoni.

Det døde havmonster landede på verdens førende blæksprutteforskers dissektionsbord, og da han havde set det enestående gigantiske næb, de kolossale fangarme, øjnene med en diameter på 30 cm og de utallige barberbladsskarpe kløer på dens arme, gav han den straks et nyt folkeligt navn: The colossal squid.

Eller på dansk: Kolosblæksprutten.

Den newzealandske havforsker Steve O'Shea var ikke i tvivl.

Selv om den stinkende, uformelige kødklump på hans lange metalbord var en meget lille og ung hun og derfor "kun" vejede 150 kilo, så stod han med det nærmeste, man kommer svaret på Kaptajn Nemos havmonster: den næsten ubeskrevne og uhyre sjældne konge af kæmpeblæksprutterne.

- Da dette dyr var i live, var det et af de mest frygtindgydende rovdyr derude. Det har ikke sin lige i oceanerne, udtalte O'Shea til verdenspressen. Og han ved, hvad han taler om.

Af de ca. 300 døde kæmpeblæksprutter, man hidtil har fundet, har O'Shea personligt undersøgt 105 af dem - flere end nogen anden forsker i verden.

Men verden skulle blive forbløffet over endnu et vidnesbyrd om havets kolossale hemmeligheder.

I slutningen af juni 2003 fandt soldater på øvelse en stor, stinkende kødklump på den sydchilenske kyst.

Havbiologer ilede til stedet, for meget tydede på, at klumpen var resterne af en enorm blæksprutte. Den uformelige masse vejede ikke mindre end 13 ton, og at dømme efter den meget specielle stank og den ganske særlige kødstruktur var det sandsynligvis ikke resterne af en stor hval, der lå der i brændingen. Måske var der i virkeligheden tale om en helt ny og hidtil ukendt kolosblæksprutte.

Danmarks førende blæksprutteekspert er havbiologen Thomas K. Kristensen fra Københavns Universitet.

Han følger i fodsporet på en berømt dansker, zoologen Japetus Steenstrup, der i 1856 som den første i verden artsbestemte kæmpeblæksprutten og gav den navnet Architeuthis, hvilket betyder høvdinge-blæksprutten. Thomas K. Kristensen har ligefrem æret sin forgænger ved at give en ny og mindre blæksprutteart navnet Gonatus Steenstrup.

- Architeuthis kan blive op til 20 meter lang med dens fangarme og veje ca. et ton, siger Thomas K. Kristensen.

- Men meget tyder på, at dens storebror kan blive meget større. Hvis fundet i Chile er en ny art kæmpeblæksprutte, så må de store arter altså kunne opnå en vægt på mindst 13 ton og en længde på i hvert fald 25 meter. Og så er det, at vi har at gøre med en af den slags, som ifølge skrønerne rev mindre skibe i dybet med både mus og mænd i gamle dage."

Først med de helt nye japanske optagelser er det lykkedes at filme de dybhavsgående kæmpebløddyr i levende live. Ellers kender man dem kun i form af afrevne fangarme i kaskelothvalers maver eller som døde klumper, der er skyllet op på kyster eller fanget i fiskeres net.

Blæksprutteeksperter ynder således at sige, at videnskaben ved mere om dinosaurernes liv for 65 mio. år siden end om kæmpeblæksprutternes liv i dag på 1.000 meters dybde.

Om kolosblæksprutten ved man nærmest ingenting, men i det omfang den i sin adfærd minder om kæmpeblæksprutten, kan man alligevel sige en smule:

Kæmpeblæksprutten jager på dybt vand, bl.a. i nordlige farvande som havet mellem Grønland og Norge, hvor den især lever af fisk og mindre blæksprutter, som den fanger ved hjælp af dens meterlange tentakler med skarpe kløer på.

I det øjeblik, den bider i byttet med sit kraftige næb, afgiver den samtidig en portion gift, som lammer dens offer. Dens kæmpeøjne, dyreverdenens største, hjælper den til at orientere sig i havets mørke. Kæmpeblæksprutten er endvidere opfyldt af et kemisk opdriftsmiddel - en ammoniaklignende væske, der gør den i stand til at flyde problemfrit i vandet. Men ammoniakken gør også den store blæksprutte uspiselig.

I modsætning til mindre blæksprutter, så formerer kæmpeblækspruttehannen sig ifølge nye teorier ved hjælp af én af dens fangarme, der angiveligt fungerer som penis - et lem på op til halvanden meters længde!

Hannen ejakulerer i en særlig lomme på hunnens fangarm, hvor hun opbevarer spermen, indtil hun er klar til at bruge den.

Ifølge Steve O'Shea er kæmpeblæk-sprutternes sexliv ikke for børn.

- En 200 kilo tung blæksprutte har en hjerne på måske 20 gram. Den er altså ikke særlig kvik og skal kunne koordinere bevægelserne i en penis på en meters længde. Det forvirrer den, siger han til tidsskriftet New Scientist.

Ved at studere den almindelige kæmpeblækspruttes muskulatur er O'Shea ret overbevist om, at den i virkeligheden ikke er særlig kraftfuld.

Dens muskelkraft er ikke imponerende, så O'Shea og andre eksperter hælder til den antagelse, at kæmpeblæksprutten simpelthen hviler dovent i det dybe vand, hvor den venter på, at fiskestimer kommer forbi. Men man har aldrig set en kæmpeblæksprutte fange sin føde, så det forbliver en teori.

Til gengæld har man ofte fundet strandede kaskelothvaler, som udviser tegn på, at de har været i kamp med enorme blæksprutter.

Omkring hvalernes kinder har man set kraftige ar efter sugekopper og kløer, der kun kan stamme fra kæmpeblæksprutter. Kaskelothvaler kan blive op til 20 meter lange og veje 60 ton, og de ynder at jage både store og små blæksprutter.

Men meget kunne tyde på, at kampen på de kolde dybder mellem de to store skabninger i nogle tilfælde er ret lige. Og det må især gælde, når kaskelothvalen møder kæmpeblækspruttens storebror, Mesonychoteuthis.

I modsætning til sin lillebror, er kolosblæksprutten en særdeles kraftfuld fætter. Dens voluminøse fysiologi giver den en enestående styrke og hurtighed, ligesom den har kløer eller kroge på alle sine ti arme.

Som Steve O'Sheas kollega, havbiologen Kat Bolstad, udtrykker det:

- Det er et meget aggressivt dyr, som bevæger sig hurtigt. Hvis du faldt i vandet ved siden af det, ville du være ilde stedt.

Men har selv kolossalblæksprutten en storebror? Fundet i Chile kunne indikere det, ligesom man i maven på kaskelothvaler har fundet store blækspruttenæb, der ikke ligner noget fra nogen kendt art.

- Vi aner simpelthen ikke, hvad der gemmer sig nede på dybderne i især de antarktiske farvande. Dybhavet er fuld af mystik. Det skulle derfor undre mig meget, om der ikke findes nogle af de enorme skabninger, der har givet næring til gamle skrøner og myter om havmonstre, siger Thomas K. Kristensen.

Denne artikel er en let redigeret udgave af en artikel, der oprindelig blev bragt i Berlingske søndag den 24. august 2003.

Siden artiklens oprindelige offentliggørelse er det lykkedes forskere at dokumentere, at den i artiklen nævnte opskyllede kødklump i Chile ikke stammede fra en kæmpemæssig blæksprutte, men fra en kaskelothval.

I 2008 fangede man ud for New Zealand en 500 kilo tung og otte meter lang kolosblækspruttehan - det hidtil største hele eksemplar af arten.