En kængurujagt udviklede sig tirsdag dramatisk for 19-årige Joshua, som fik brækket kæben af en vred kænguru.

En australsk jæger kom tirsdag grueligt galt af sted, da han var på jagt efter kængurukød. Det udsete byttedyr lod sig ikke bare skyde, og endte med at vinde slaget mod den bevæbnede mand.

Det skriver LADbible.

19-årige Joshua Hayden var på kængurujagt i bil med sin bror, da de så tre kænguruer. Han lænede sig ud af bilens vindue for at skyde, da en af kænguruerne ifølge australieren pludselig stormede hen og gik til angreb på bilen.

»Den kolliderede rent faktisk med bilen, og smadrede forruden. Så hoppede den tilbage til mig og nikkede mig en skalle lige på kæben«, siger Joshua Hayden ifølge LADbible.

Manden var bevidstløs i 30 sekunder, og da han vågnede, var han efter eget udsagn så forvirret, at han troede, broren havde slået ham.

Efter misforståelsen var udredet kørte de til skadestuen, hvor de fik besked om, at Joshuas ansigt var så hævet, at han måtte vente 10 dage på at blive opereret.

Brødrene jager jævnligt kænguruer til mad til eget forbrug, men har aldrig før været ude for, at nogen tog kampen op mod dem.

»Kænguruerne går amok for tiden. Så snart, de ser en bil, hopper de helt op til den og kæmper tilbage«, siger Joshua.