At der er god grund til at behandle vore ældre medborgere ordentligt og med respekt burde være en kendt sag for de fleste.

Desværre lader det ikke til, at jet-set fyren i denne gamle reklame-video lider udpræget af god dannelse, og derfor ser en ældre dame sig nødsaget til at opdrage ham på den hårde måde.

Videoen er et uddrag af en gammel IKEA-reklame og har nogle år på bagen, men er af en eller anden grund blevet et viralt hit her i januar og februar, hvor den deles på computer-skærme over hele verden, sådan som det indimellem sker for ældre videoer og artikler. Eneste forskel (som også BT først lod sig narre af) er at videoen i denne nye version ikke præsenteres som en reklame.

En amatør-fotograf står i reklamen i en park og filmer nogle skatere, da man uden for billedet hører en bil bremse hårdt op. Derefter fanger kameraet en ældre dame, der tilsyneladende er gået helt i stå i et fodgængerfelt. Knap en halv meter væk fra hende holder en åben Mercedes med en mand med tilbagestrøget hår og solbriller. Han dytter flere gange kraftigt for at få kvinden til at flytte sig, og det får hende til at vågne op med et sæt.

Men i stedet for at undskylde og skynde sig væk, stopper kvinden halvvejs ude i feltet og kyler sin håndtaske ind i bilens kofanger. Slaget udløser bilens air-bag, og efterlader bilisten noget målløs. I den originale reklame (som du kan se her) afsluttes reklamen med sloganet 'What if..."