Kan du huske ”The Dress”? Det var kjolen, som næsten fik internettet i knæ, da holdningen til, om kjolen var hvid og guld eller sort og blå, blev debatteret helt ekstremt tidligere på året. Nu har forskere fundet svaret på, hvorfor kjolens farver bliver opfattet forskelligt.

Kjolen ER blå og sort. Men tusindvis af mennesker ser kjolen som hvid og guld. Og det fik folk til tasterne på sociale medier, hvor kjolens rigtige farve blev debatteret lystigt. Og kjolen fik hurtigt et hashtag, som lød #dressgate.

Nu mener forskere at have svaret på, hvorfor så mange mennesker ser kjolens farver som noget helt andet, end de i virkeligheden er.

Foto: Caitlin McNeill
Vis mere

Forskere fra et universitet i den tyske by Bochum besluttede sig for at placere frivillige personer i en MR-scanner og bad dem om at kigge på kjolen.

Her kunne de se, at de personer, der ser kjolen som hvid og guld, havde ekstra aktivitet i den forreste del af hjernen og den del, der kaldes isselappen, som er vigtige for at tolke synsindtryk, mental argumentation og selektiv opmærksomhed.

De personers hjerne, der ser kjolen som hvid og guld, arbejder med andre ord ekstra hårdt for at fortolke kjolens farver – og det betyder, at hjernen valger at tolke på synsindtrykket, så den blå farve faktisk bliver en skygge på kjolen.

Jo hårdere hjernen arbejder for at se kjolens farve, jo mere tilbøjelig er man til at se den som hvid og guld. Og kjolen har nu faktisk hjulpet forskerne med at forstå den menneskelige hjerne bedre. Specielt når det kommer til visuelle indtryk og hjernens fortolkning af synsindtryk.

»Resultaterne har udvidet vores forståelse af illusioner i hjernen. Og vi har været i stand til at identificere de områder i hjernen, der er involveret i den proces. Og på den baggrund har vi lagt et godt grundlag for videre research i visuel fortolkning«, siger professor Tobias Schmidt-Wilcke fra University Clinic Bergmannsheil i Bochum ifølge den britiske avis The Telegraph.

Kvinden, der startede hele Dressgate, er den skotske sangerinde Caitlin McNeill. Og hun var i sin tid ganske overrasket over, hvor meget opmærksomhed kjolen og spørgsmålet om farven fik – herunder også fra flere kendte.

»Jeg troede måske, at det ville få en god respons på Tumblr, men jeg havde ikke drømt om, at Taylor Swift og Mindy Kaling ville tweete om det«, forklarede McNeill og slog fast.

»Kjolen er blå og sort.«

Er disse to kjoler den samme farve? Ja, siger bloggeren, der lagde billedet til højre op.
Er disse to kjoler den samme farve? Ja, siger bloggeren, der lagde billedet til højre op. Foto: romanoriginals.co.uk / Caitlin McNeill
Vis mere