Hendes plan var at promovere hotellet. Det fik hun gjort - men slet ikke på den måde, hun ønskede

Den 22-årige skønhedsblogger Elle Darby er kommet i lidt af et uvejr, efter hun ville en tur til Dublin med kæresten.

Det skriver Independent.

Den unge kvinde lever af at være youtuber, hvor hun taler om mode, skønhedsprodukter, livsstil og fitness. I forbindelse med hende og kærestens oplevelsestur til den irske hovedstad, havde Elle Darby kontaktet hotellet Charleville Lodge for at lave det, hun kalder et samarbejde.

Her foreslog hun hotellet, at hun ville bruge hotellet på sine sociale medier og Youtube-videoer for at bringe interesse til hotellet, hvis hun så kunne få lov til at bo på hotellet uden beregning

.

Hotellets ejer hedder Paul Stenson, og han var mildest talt alt andet end imponeret over forespørgslen. Han sendte derfor et offentligt svar ud via Facebook-siden for en café, som han også ejer, hvor han havde sløret hendes navn.

Her indleder han først med at brokke sig over, at den pågældende blogger ikke har brugt hotelejerens navn i sin henvendelse, inden han brokker sig over hendes intentioner.

'Hvis jeg lader dig bo her i bytte for deltagelse i din video, hvem skal så betale personalet, der betjener dig? Hvem skal betale husholderskerne, der gør dit værelse rent? Tjenerne, der serverer din morgenmad?'

'I fremtiden vil jeg råde dig til at betale ligesom alle andre, og hvis det pågældende hotel så tror på, at din dækning vil hjælpe dem, vil de måske give din en opgradering til en suite. Det vil vise mere selvrespekt fra din side, og, lad os være ærlige, det vil være mindre pinligt for dig,« slutter Paul Stenson sit opslag.

Elle Darby stod derefter selv frem og lavede en vlog på Youtube om hendes oplevelse med situationen. Hun forklarer, at hun ikke havde andre intentioner end at være venlig.

»Som en 22-årig pige, der kører sin egen forretning hjemmefra, føler jeg ikke, at jeg gjorde noget forkert,« siger hun i videoen ofølge Independent, hvor hun også forklarer, at hun har fået et væld af tilsvininger for at være en person, der kun går efter gratis ting. Derudover kalder hun hotelejerens respons for 'ondsindet'.

Efterfølgende har Stenson lavet endnu et opslag, hvor han gør det klart, at han nu er færdig med at have bloggere, youtubere eller såkaldte influencers boende på sit hotel. Det skyldes, at han selv har modtaget kritik for at mobbe den 22-årige kvinde.

»Jeg troede aldrig, at vi ville modtage negative kommentarer af den simple årsag, at folk skal betale for at bo hos os,' skriver han blandt andet i sit andet opslag, der kan læses herunder.