Mandlige pingviner er glade for hinanden og forsøger at stjæle æg, så de kan få en familie.

Homoseksualitet er ganske almindeligt blandt dyr, hvor det især er udbredt blandt de sydafrikanske pingviner.

- Hos pingviner er det virkelig, virkelig udbredt. I fangenskab opstår det i særdeleshed meget ofte, og det er der, man kender det mest fra. Det gælder især hannerne, som meget ofte danner par. Sommetider stjæler de så æg fra de andre pingviner, som de selv udruger, og efterfølgende opfostrer de ungen, siger biolog Anders Kofoed fra Danmarks Akvarium og fortsætter:
 
- Hvis de ikke kan få fat i et æg, så kan de faktisk blive så desperate, at de får fat på en sten i stedet for, som de så prøver at udruge.  

Læs også:

Pingviner regnes som nogle af de mest ekstreme i forhold til at passe på sine æg. Ofte kan de stå i et halvt år med ægget på fødderne og vente på, at vinteren slutter - og det gælder ikke kun hunnerne.

- Hos nogle pingvinarter overtager hannerne ægget, når hunnen har lagt det. Så smutter hunnen ud til vandet og fisker, mens hannen står i mørke med ægget ved fødderne og venter på, at hunnen kommer tilbage, siger Anders Kofoed.

Læs også:

Mens pingvinerne har en stor tålmodighed i forhold til æggene, kan man ikke altid sige det samme om tålmodigheden overfor deres partnere. 

- Nogle af hannerne er ligeglade med, om hunnen kommer tilbage, de finder sig bare en anden partner i stedet for, og det kan sagtens være, at det er en anden han, siger Anders Kofoed. - I fangenskab ser man det tit, og der ser man, at knytningen mellem hanner bliver så stor, at selvom man tilbyder dem forskellige nye hunner, så er de bragende ligeglade. De vil ikke have noget med dem at gøre.

Homoseksualitet blandt dyrene er ganske almindeligt, og biolog Anders Kofoed kender til mange arter, hvor man ser det

- Man ser det blandt andet hos ænder, svaner, delfiner, giraffer, køer, aber, pingviner, blæksprutter, og somme tider hos hunde, siger han og forventer, at man vil kunne se det blandt alle de racer, som danner par.

- Det er ikke på nogen måde mærkeligt, men mange steder i verden har man en debat om, hvorvidt det er naturligt at være homoseksuel, og den debat bliver vi altså nødt til at aflive grundigt og eftertrykkeligt: Ja, det er meget naturligt, og det er ikke kun naturligt, fordi vi kan se det ved andre dyr. Det er naturligt, fordi vi selv gør det, siger Anders Kofoed.

For nylig opdagede forskere, at Octopoteuthis deletron - en blæksprutteart - der lever i havet ved San Francisco i USA, også har samleje med andre blæksprutter af samme køn.