Omkring 30 meter meter nede på den australske havbund fandt new zealandske 40-årige Grant Furlong i onsdags en forsvunden gave fra to elskende fra den anden side af Jorden.

Grant Furlong var sammen med sin forlovede Emily Webster dykket ned til skibsvraget The Yougala uden for Townsville i det nordøstlige  Australien. Mens de svømmede rundt mellem fisk og rev, opdagede Grant Furlong noget skinnende i sandbunden.

- Da jeg kom tættere, opdagede jeg, at det var en ring. Jeg troede, at den måske kom fra en af passagererne på skibet, men det gik op for mig, at ringen var alt for skinnende og alt for pæn til det, fortæller han.

Den eneste ledetråd på ringens ejermand var indgraveringen «Din Silje 30.05.09» på indersiden af ringen. Via Facebook efterlyste Emily Webster ringens ejer.

- Vi vidste, at navnet var skandinavisk, men vi troede ikke rigtig på, at det var muligt at finde dem, fortæller Emily Webster om ringen.

Men efterlysningen spredte sig med lynets hast og nåede at blive delt mere end 8.200 gange på Facebook, og det virkede. Silje H. Walding, som er forlovet med ringens ejer, svarede nogle dage efter.

- Du har nu fundet dens ejer! Det er min mands vielsesring. Han har søgt efter den som en gal, lige siden vi dykkede ved 'the Yongala (vraget, red.) i lørdags. Hvordan kan vi hente den?? Navnet i øvrigt norsk. Vi er sååååååå glade for, at du har lavet dette opslag, Emily!, skrev Silje H. Walding på Facebook.

Efterfølgende mødtes det norske par, Silje og hendes forlovede Alfa, med Emily Webster og Grant Furlong i Townsville, hvor nordmændene fik ringen tilbage.