En hyperfølsom havenisse, der kan tage billeder af indbrudstyve og sende dem videre til din mailindbakke. Sådan en har Ian Burgess fra selskabet Setwo Limited opfundet. I første omgang til at passe på sit eget hjem. Det skriver digitalspy.co.uk.

- Det er en forfærdelig oplevelse at blive udsat for indbrud. Det kan virkelig gøre en gal, at nogen tager dine ting, siger Ian Burgess.

Havenissen er udstyret med et kompliceret overvågningskamera, der bliver udløst, når havenissens sensor, der fungerer både om dagen og natten, bliver aktiveret. De billeder, som havenissen tager, bliver med det samme sendt til en mailadresse, der er indkodet på forhånd.

Hvis nissen viser sig at være en succes, vil Ian Burgess forsøge at få patent på den og starte en masseproduktion, så den kan pryde og overvåge andre britiske hjem næste jul.