Har du nogensinde undret dig over, hvorfor der stadig er askebægre ombord på moderne fly, eller hvorfor skodderne på vinduet skal være slået op, når flyet lander og letter? Så er du formentlig ikke den eneste.

Selv om det snart er 20 år siden, at det blev forbudt at ryge en cigaret på flyeturen, er fly i dag - selv de nye - udstyret med askebægre.

Og hvordan kan det egentlig være, når man alligevel ikke må ryge ombord?

Svaret er faktisk ganske simpelt.

For ifølge Daily Mail skyldes askebægrene nemlig, at eventuelle lømler, der alligevel føler trang til en cigaret, skal have en mulighed for at skodde cigaretten et sted, som ikke er i flyets skraldespand.

»Den amerikanske luftmyndighed, FAA, ønsker ikke, at man smider cigaretten i skraldespanden, da der er risiko for, at det kan starte en brand,« forlyder det.

Skraldespandene ombord på et fly skulle dog være udstyret med en censor og automatisk brandslukning som en ekstra foranstaltning.

Vinduets skodder skal være nede

Men så er der det med skodderne i vinduet. Kort inden flyet lander, har du sikkert oplevet, at flypersonalet har bedt dig om at trække vinduets skodder op, men hvorfor skulle det have indflydelse på flyets landing?

»I et eventuelt nødstilfælde skal flypersonalet kunne se ud, så de kan planlægge en evakuering,« lyder det fra Peter Gibson fra den australske flymyndighed, CASA, skriver Business Insider.

Samtidig kan frit udsyn give passagerne mulighed for at informere personalet, hvis de ser noget mistænkeligt.

Og når vi nu har fået svaret på de to presserende spørgsmål, må vi også hellere få afklaret, hvorfor stoleryggen skal være oprejst og bordet være slået op, når flyet letter og lander.

Det er ganske enkelt fordi, at flypersonalet skal være sikker på, at du er i stand til at skynde dig ud af flyet og ikke skal møve dig forbi andres bord eller kravle bag om den foransiddendes nedslåede stoleryg, skriver Huffington Post.