I næsten to uger nåede en australsk backpacker at være efterlyst, efter han sporløst forsvandt i en malaysisk bjergkæde. Nu har et redningshold fundet ham i live.

Det skriver britiske BBC.

26-årige Andrew Gaskell fra Tasmanien har i to uger måtte klare sig på egen hånd, efter en backpacker-rejse i en nationalpark i Malaysien. I den bjergrige Mulu National Park vandrede han alene, da han af ukendte årsager for vild.

Den 20. oktober blev den 26-årige efterlyst, og der skulle altså gå næsten to hele uger, før det lykkes mere end 60 malaysiske redningsfolk at finde ham. Da Andrew Gaskell blev fundet var han ved fuld bevistedhed og dermed i stand til at kommunikere med sine redningsmænd, selvom adskillige igler havde suget sig fast til begge hans ben.

Redningsfolkene fik ham efterfølgende fløjet med helikopter til behandling på et hospital, hvilket kan ses i videoen herunder.

Både Andrew Gaskells familie samt det australske udenrigsministerie har efterfølgende bekræftet hans redning, og familien har desuden takket de malaysiske myndigheder for deres rolle i eftersøgningen af den 26-årige.